(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"

tmnndcmsAe 

l9 1 Jli MM) Jjl mi Januar 1977 • 126. årgang • Nummer 1 




tHZNdansAe 

STJERNE 

Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 

Januar 1977 

126. årgang • Nummer 1 

Det øverste Præsidentskab 

Spencer W. Kimball 
N. Eldon Tanner 
Marion G. Romney 



De Tolvs råd 

Ezra Taft Benson 
Mark E. Petersen 
Delbert L. Stapley 
LeGrand Richards 



Thomas S. Monson 
Boyd K. Packer 
Marvin J. Ashton 
Bruce R. McConkie 



Howard W. Hunter L. Tom Perry 
Gordon B. Hinckley David B. Haight 

Rådgivende komité 

Howard W. Hunter L. Tom Perry 
Robert D. Hales O. Leslie Stone 

Redaktør af kirkens magasiner 

Dean L. Larsen 

International Magazines redaktion 

Larry A. Hiller, chefredaktør 
Carol Larsen, medredaktør 
Roger Gylling, designer 

Den danske Stjernes redaktion 

Jørgen Ljungstrøm, Translation Services 
Vodroffsvej 7, DK 1900 København V 
Peter Berkhahn, Nyt om Kirken 
Porthstr. 5-7, D-6000 Frankfurt/Main 50 
Harry Bohler, layout 

Tryk 

Paul Giese KG, Offenbach/Main 

Korrespondenter 

Københavns Stav: 

Den danske Mission: 



Abonnement 

Tegnes gennem wards/grensrepræsen- 
tanten: 12 numre dkr. 42,00 
Nævnte priser er incl. moms og porto. 
Betaling over giro 3120988 til Distributions 
Centret, Smedevangen 9, 3540 Lynge. 
United States and Canada: $ 8.00 
(surface mail) 

© 1976 by the Corporation of the Presi- 
dent of The Church of Jesus Christ of 
Latter-day Saints. All rights reserved. 



Indholdsfortegnelse 

Vore stier mødtes igen, Spencer W. Kimball 1 

Mormon-dagbøger: 

„Jeg kan takke Herren for alle mine chancer", 

Lawrence Cummins 5 

Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage, Tonga Toutai Paletu'a 6 

Vi betalte vores tiende, Daniel Afamasaga Betham 6 

Blandede skæbner, lamaniterne og de sidste dages hellige, 

Dean L. Larsen 7 

Spøgsmål og svar 11 

Børnestjernen: 

Jeg ved, at han lever, Alice Stratton 13 

Uden at han åbner en udvej, Spencer W. Kimball 16 

Om at betale tiende, Marion G. Romney 16 

Jeg troede, jeg kunne regne med dig! N. Eldon Tanner . . 16 

Slettens store dreng, Murray T. Pringle 18 

Bare for sjov 20 

Stephen, Pene Horton 21 

Generalautoriteternes hustruer: 

Søster Ida Jensen Romney, Maruine Jensen Ward 24 

Budskap til de unge: 

Et konstruktivt liv, LeGrand Richards 27 

Hvor to eller tre er forsamlet, Gerald R. Schiefer 28 



For mange år siden fortalte en ældre Navaho indianer, 
medlem af kirken, mig noget, som jeg har tænkt på mange 
gange. Han sagde: „Dette evangelium er noget, som vi 
hele livet har prøvet at erindre; nu på én gang kommer 
det hele tilbage til os. Vore forfædre plejede for længe 
siden at være sammen med jeres forfædre, men så kom 
vi til en skillevej et sted med en stor sten i midten. Vi gik 
den ene vej, og I gik den anden. Vi gik omkring den store 
sten i lang tid; men nu er vi igen sammen, og vi vil fra 
nu af altid vandre sammen." 

Der ligger dyb forståelse i dette syn på historien om Guds 
handlemåde med sit folk. 

Denne lamanit-bror og jeg har fælles fædre. Og min sjæl 
bevæges, når jeg tænker på, at i vore årer flyder Herrens 
udvalgte folks blod — som hos patriarkerne i Det gamle 
Testamente, f.eks. Adam og Enok og Noa. Jeg bliver 
ydmyg ved tanken om, at vor fælles fader var Abraham, om 
hvem det siges, at der ikke var nogen større end ham. 



Gennem hans sæd har Herren valgt at udføre sine hellige 
formål på jorden. Isak, en af tidens største profeter, og 
Jakob, faderen til hele Israels hus, er vore forfædre. Josef, 
som blev solgt til Ægypten, var en konstant dydig mand, 
som i sin tid frelste sin fars husholdning. Han er også 
fader til de fleste medlemmer i kirken i dag, inbefattende 
efterkommerne af Lehi, Ismael og Zoram. 
Jeg har tænkt over adskillelsen af vore veje, da vore fædre 
begyndte at vandre ad andre stier. Da begyndte, gennem 
ulydighed og oprør, Mose ord at blive opfyldt: „Herren 
skal slå dig foran dine fjender ... og du skal blive en 
skræmsel for alle riger på jorden . . . 
Herren skal adsplitte dig blandt alle folkeslagene fra den 
ene ende af jorden til den anden, og dér skal du dyrke 
fremmede guder, som hverken du eller dine fædre før 
kendte til, træ og sten." (5. Mos. 28:25, 64) 
Hvor fuldtændigt og gennemført er ikke disse ord blevet 
opfyldt? For selvom skriften er fyldt med eksempler på 



Budskab fra Det øverste Præsidentskab : 



Vore stier 
mødtes igen 



SPENCER W. KIMBALL 




Herrens tålmodighed med det gamle Israel — hvordan han 
udholdt deres smålighed, lyttede til deres evindelige kla- 
ger, afskyede deres urenhed, sukkede over deres ugude- 
lighed og horeri, og græd over deres troløshed — tilsidst 
afviste hans folk ham alligevel ved deres uretfærdighed og 
oprør. Derpå tillod Herren, i opfyldelse af sine hellige pro- 
feters ord, at de blev adspredt, først én gruppe af Israel, 
derpå en anden, og så en tredie ... til jordens fire hjør- 
ner: „Thi se, jeg byder, at Israels hus skal sigtes blandt 
folkene, som man sigter med sold, uden at et korn falder 
til jorden"(Amos9:9) 

Først blev Israels nordlige kongedømme overvundet, og 
indbyggerne drevet som fanger til Assyrien for nærved 
2.700 år siden. Da blev disse mennesker, vore forfædre, 
der af os er kendt som „Israels ti tabte stammer" spredt 
blandt jordens hedenske nationer for at nedsynke i mørket 
i eet frafald, der kom til at vare flere tusind år. 
Ikke meget mer end hundrede år efter denne første til- 
fangetagelse, blev Judas sydlige kongerige angrebet af 
Nebukadnezars hære. Jerusalem blev ødelagt, og dens 
indbyggere, jøderne, bragt bort i fangenskab. Efter nogen 
tids forløb fik nogle af dem lov til at vende tilbage, men 
resten blev spredt rundt omkring i det vestlige Asien. 
Efter Herren, Jesu Kristi gerning og hans apostles død 
blev Jerusalem påny ødelagt, og de uretfærdige og oprør- 
ske jøder påny drevet fra deres arveland for at vandre hid 
og did påjorden og afvente Israels indsamling i vortid. 
I året 600f.Kr. lige før Judas udlændighed, ledte Herren en 
tredie, kostelig gren af Israels hus ud af Jerusalem. Fader 
Lehi flygtede fra Jerusalem før dens ødelæggelse og blev 
af Herren ledet til at oprette sine efterkommeres land på 
de amerikanske kontinenter. Det var et folk med store og 
inspirerede ledere. Ikke desto mindre nedsank også de i 
ulydighed, oprør og ondskab og blev afskåret fra Herrens 
nærvær for at blive plaget og adsplittet. 
Mange, lange århundreder er kommet og gået, siden vore 
veje skiltes. Utallige mennesker har levet og er døde. 
Mange kongeriger er opstået og faldet. I verdenshistorien 
har vi set Herrens indflydelse. Vi har set Israels mange 
grene vandre hid og did. 

Alligevel har Herren ikke glemt Israel, for selvom Israel 
skulle sigtes blandt alle nationer, sagde Herren ikke desto 
mindre: „Uden at et korn falder til forden" og går tabt. 
(Amos 9:9) I vor tid har vi set den politiske udvikling, der 
har beredt vejen for indsamlingen af Juda til det gamle Je- 
rusalem, til deres arveland. Amerikas nyere historie har 
også vist beredelsen af dette land for evangeliets gengivel- 
se gennem profeten Joseph Smith. Og vi har været vidner 
til ivrig indsamling af Josefs efterkommere i Det ny Jerusa- 
lems land. Vi er selv vidner til opfyldelsen af den store 
profet Esajas ord: 

„Det skal ske i de sidste dage, at Herrens huses bjerg, 
grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over 
højene. Did skal folkene strømme 

og talrige folkeslag vandre: „Kom, lad os drage til Herrens 
bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje, 
så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, 
fra Jerusalem Herrens ord." (Esajas 2:2-3) 




Og selvom vi kun har set begyndelsen, så skal arbejdet 
med at bringe Israel tilbage til Zion udstrækkes til de 
fjerneste dele af jorden. I denne henseende mindes jeg 
profeten Habakuks ord: „Thi en gerning gør han i eders 
dage, som I ej ville tro, om det fortaltes." (Hab. 1 :5) 
„Se, derfor skal dage komme, lyder det fra Herren, da det 
ikke mere hedder: ,Så sandt Herren lever, der førte israe- 
litterne op fra Ægypten !' 

men: ,Så sandt Herren lever, der førte og bragte Israels 
hus' afkom op fra nordens land og fra alle de lande, til 
hvilke han havde bortstødt dem!' Og de skal bo i deres 
land." (Jer. 23:7-8) 

Af stor betydning for arbejdet med at indsamle Israel er 
bestræbelserne på at bringe velsignelserne ved Jesu Kristi 
gengivne evangelium ud til lamaniterne. For Herrens værk 
i disse sidste dage kan på ingen måde fulkommes, før 
disse, den store forjættelses børn, er bragt tilbage og ind 
i folden. Herren sagde ved sin profet Lehi: „Se, jeg siger 
jer: Jo, de skal atter ihukommes blandt Israels hus; de 
skal blive indpodet i det sande oliventræ." (1. Nep. 15:16) 
Vi er vidner til disse begivenheder. Både lamanit og ikke- 
jøde har set fjernelsen af den store sten, som adskilte 
os. 

Denne proces med at forløse det lamanitiske folk har været 
langt fra let, specielt ikke for lamaniterne selv. I tusinde 
år efter afslutningen af Mormons Bog har disse men- 
nesker i åndeligt mørke vandret omkring pådeamerikanske 
kontinenter og på havets øer. De mistede deres skrive- 
sprog, deres høje kultur, og værst af alt, deres kundskab 
om den levende Gud og hans værk. Efter den hvide mands 
komme til Amerika, er de blevet nådesløst forfulgt, dræbt 
og nedvurderet. 
Kun det mest ufølsomme menneske kan lade være med at 




bedrøves ved tanken om dette folks fald. Og alligevel var 
det Herrens bestemmelse, at lamaniterne skulle bevares 
i landet, og at efterkommerne af Josef igen skulle komme 
i besiddelse af deres lovede arv. 

Da jeg som ung mand, boede blandt lamaniter for mere 
end halvfjerds år siden, var ødelæggelsen af lamaniterne 
en stærk realitet. Det syntes umuligt for mig, at dette 
nedbrudte folk nogensinde ville kunne rejse sig fra øde- 
læggelsen og endnu engang blive et mægtigt folk, sådan 
som Herren havde lovet. Jeg husker at have læst disse ord 
af præsident Wilford Woodruff : 

,, Lamaniterne vil blomstre som en rose på bjergene. Skønt 
jeg tror på dette, er jeg villig til her at sige, at når jeg ser 
den kraft, hvormed nationen prøver at udrydde dem fra 
jordens overflade, er opfyldelsen af denne profeti, sværere 
for mig at tro, end alle de guddommelige åbenbaringer, 
jeg nogensinde har læst. Det ser ud, som om der ikke vil 
blive nok tilbage til at modtage evangeliet." {Journal of 
Discourses, 15:282) 

Og alligevel begyndte Herrens løfter med hensyn til lama- 
niterne at opfyldes med fremkomsten af Mormons Bog i 
denne uddeling (se Ether 4:17), og jeg har levet længe nok 
til at se dem påny begynde at blomstre op og iklæde sig 
deres smukke klædninger. 

Min interesse for indianerne blev næret gennem den pa- 
triarkalske velsignelse, jeg fik som en lille fyr på elleve 
år. Jeg citerer nogle få linier herfra: 

,,Du vil prædike evangeliet til mange folkeslag men i sær- 
lig grad for lamaniterne, for Herren vil velsigne dig med 
sprogets gave og magt til at skildre evangeliet i stor enkelt- 
hed for dette folk. Du vil komme til at se dem organiserede 
og vær parat til at stå som bolværk omkring dette folk." 
Det kunne hverken en patriark eller nogen anden nogen- 



sinde have gættet. For jeg var bare en lille, almindelig 
bondekrøs, da jeg fik den velsignelse. Der var intet tegn 
på, at jeg nogensinde skulle gå ud i verden og prædike 
evangeliet, og sandelig ikke, at jeg skulle komme rundt til 
næsten al le stammer i verden . Så det er ganske bemærkel- 
sesværdigt, at disse løfter skulle fremkomme på den 
måde. Det lamanitiske folk vokser i antal og indflydelse. 
Da navahoerne vendte tilbage fra Fort Summer i staten 
New Mexico efter et ødelæggende fangenskab, var der kun 
9000 tilbage af dem. Nu er der mere end 100.000. Der er 
nærved 130 millioner lamaniter rundt omkring i verden i 
dag. De er ved at blive ansvarlige og politisk aktive i deres 
samfund, hvorend de lever. Deres afbejdsindsats og leve- 
standard forøges. 

Kirken er blevet etableret blandt dem, og den vil bestan- 
digt vokse. Der er nu 350.000 lamanitiske medlemmer af 
kirken. De deltager trofast i deres møder. De har præste- 
dømmet hos sig. Der er grenspræsidenter, kvorumsledere, 
biskopper, stavspræsidenterog ledere i alle faseraf værket 
blandt dem. De besøger templet og modtager de ordinan- 
ser, der er nødvendige for ophøjelse, De er intelligente og 
trofaste. De er et stort folk og et velsignet folk. 
Jeg glæder mig over, at det har været mit privilegium at 
bringe evangeliet til lamaniterne fra Stillehavet til Atlanter- 
havet, fra Canadas nordligste grænser til det sydligste af 
Chile, og på øerne fra Hawaii til New Zealand. Jeg har spist 
sammen med dem og besøgt disse mine brødre og søstre 
og har været gæst i deres hjem. 

Jeg har truffet nogle, som har været en smule skamfulde 
over, at de er lamaniter. Hvordan kan det være? Nogle ville 
hellere betegne sig som nephiter eller zoramiter eller jose- 
phiter eller noget andet. Der må bestemt være en misfor- 
ståelse her. Vil de udelukke sig selv fra de store velsig- 
nelser, som Herren har lovet sit pagt-folk? Vil de skille sig 
af med deres fødselsret? For Herren har selv valgt at kalde 
disse folk lamaniter — alle de blandede efterkommere af 
Fader Lehi og Ismael og Zoram og Mulek og andre af 
dem, der optræder i Mormons Bog. Alle af den bogstave- 
lige lamanitiske sæd. ,,Og også alle, der ved deres fra- 
fald var blevet lamaniter." (L.&P. 10:48) 
I, som er lamaniter, husk dette: Jeres lamanitiske for- 
fædre var ikke mere oprørske end nogen af de andre grene 
af Israels hus. Hele Israels sæd deltog i frafaldet og måtte 
lide den lange periode af år i åndeligt mørke, og kun på 
grund af Guds nåde er nogle af grenene blevet frelst fra 
fuldstændig udslettelse — blandingen ikke-jøde og efrai- 
miter først og derpå Josefs lamanitiske rester, for at ordet 
skulle fuldkommes: ,,de sidste skal blive de første, og de 
første skal blive de sidste." (Matt. 20:16) I, som er lama- 
niter, husk: I jeres fortid er der mænd som Nephi og hans 
bror Lehi. Da de blev kastet i fængsel som missionærer, 
varde retskafne og fulde af tro på, at skønt de var omrin- 
get af ild, ville de ikke kunne brænde. Deres ansigter 
skinnede som Moses', da han steg ned fra bjerget. Deres 
forfølgere spurgte: „Hvem er det, disse mænd taler med?" 
Og svaret kom: ,,De taler med Guds engle." (Hel. 5:38, 
39) I er et udvalgt folk; I har en strålende fremtid. I kunne 
eje alle denne jords ringdomme, men I ville være intet i 



sammenligning med det, som I kan blive i denne kirke. I 
kunne regere over mange nationer, men I ville intet have 
i sammenligning med, hvad I kan opnå gennem det hellige 
præstedømme, som konger eller dronninger under den 
Allerhøjeste. 

I ikke-lamaniter, som betragter disse jeres brødre og søstre 
og kun kan se det, som er ,, mørkt og hæsligt" vogt jer! 
Se ind i jeres egen fortid — enhver af os i vor egen fortid — 
og I vil finde århundreder af hæslighed og uretfærdighed. 
Og vend jer så til skrifterne og find ud af Herrens mening 
om sit udvalgte folk, som lamaniteme tilhører. 
Herren sagde: „Jeg vil blødgøre ikke-jødernes hjerter, at 
de skal blive ligesom en fader for dem (de lamanitiske 
efterkommere af Josef)" (2. Nep. 10:18). En kærlig far af- 
viser ikke sine børn. De er et udvalgt folk, og denne kirke 
har en vigtig opgave med at gengive dem deres retmæssige 
arv. Broen over kløften mellem det, som de er, og det, som 
de vil blive, er at tilvejebringe muligheder. Evangeliet 
giver dem den chance. Den kan vi give dem. „Velsignede 
er de, som vil forsøge at frembringe mit Zion på hin dag, 
for de skal have den Helligånds gave og kraft, og dersom 
de holder ud indtil enden, vil de blive ophøjet på den 
yderste dag . . . hvor dejlige vil de ikke blive på bjergene." 
(1. Nep. 13:37) 

Der er én ting, jeg gemevil gøre helt klar. 
Retten til Amerika er betinget, og kun dem, som efterlever 
Guds love og tjener ham trofast, kan arve det. Dette land 
er kun vores, så længe vi efterlever Guds befalinger. 
Enhver, som skal kunne glæde sig over dette land, må 
tjene Gud. Ellers vil de blive fejet bort. 
Derfor er min appel i dag til alle lamaniteme, polynesierne 
og indianerne, at efterleve Guds befalinger og vise sig 
værdige til dette udvalgte land. Og et sidste advarende 
ord: Bevar jeres styrke for at være i stand til at have et 
formål. Hav jeres øjne alene rettet mod Guds herlighed. 
Bevar jeres tro og efterlev evangeliets principper. 
Der er måske dem, som vil foregive at være jeres frel- 
sere. De kunne måske indfange jer med deres magtfulde 
ord og deres mærkelig filosofi. Hvis nogle af deres ledere 
har motiver, der er selviske og problematiske, så hold jer 
væk fra dem. Måske vil nogle af dem endog ophidse jer 
til ukloge handlinger. Vær på vagt overfordem. 



Lyt til jeres lovligt valgte ledere og bliv hos dem, der ønsker 
uafhængighed, lighed og fuld frihed for indianerne alene 
ved fredelige midler. Kun denne form for succes vil ved- 
vare. 

Herren har en altomfattende plan, og jeg er helt overbevist 
om, at den vil blive gennemført ved hjælp af kirkens pro- 
grammer. Allerede nu benytter kirken sine reserver til ud- 
dannelse af lamaniteme, til at forbedre deres levevilkår og 
deres sundhed for at bringe dem til kundskab om deres 
Forløsers evangelium. Jeg har anmodet om forøget mis- 
sionærarbejde blandt lamaniteme, og jeg er yderst tilfreds 
med reaktionen. Missionerne hos lamaniteme er de mest 
aktive og mest produktive af alle, med mange flere om- 
vendte per missionær end i nogen af de andre missioner. 
Det er ligesom i gamle dage: ,,Og således ser vi, at Herren 
begyndte at udgyde sin ånd over lamaniteme, fordi de var 
hurtige og villige til at tro på hans ord." (Hel. 6:36) Vi har 
nu mange lamanitiske missionærer og jeg er sikker på, at 
der vil blive mange, mange flere. 

Og kan vi ikke udøve vores tro til at udstrække dette værk 
endnu længere? Enos bad med stærk tro og sikrede sig et 
løfte fra Herren om, at lamaniteme ville blive bevaret. Hvor 
vidunderligt ville det ikke være, om en million sidste dages 
hellige familier hver dag knælede og i tro bad om, at vær- 
ket blandt disse brødre ville blive fremskyndet, så dørene 
kunne åbnes. 

Lamaniteme må rejse sig påny i værdighed og styrke for 
fuldt ud at kunne slutte sig til deres brødre og søstre i 
Guds husholdning for at fremføre hans gerning som for- 
beredelse til den dag, da vor Herre, Jesus Kristus, vil 
vende tilbage for at lede sit folk, ved tusindårsrigets be- 
gyndelse, når jorden vil blive fornyet og modtage sin para- 
disiske herlighed, og dens lande blive forenede til ét land. 
For profeterne har sagt: „Levningen af Josefs hus skal 
oprejses i dette land, og det skal være deres arveland; og 
de skal bygge en hellig by til Herren, som det fordums 
Jerusalem ; og de skal ikke mere beskæmmes, indtil enden 
kommer, dajordenskal forgå." (Ether13:8) 
Dette tror jeg fuldt og fast på. 



Mormon-dagbøger 



Hverdagens oplevelser, gennem efter- 
levelse af evangeliet og ved at elske 
Herren, er noget, som indprenter sig i 
enhver sidste dages helligs hjerte. De 
er enhvers historie. Del de oplevelser, 
der har styrket jeres vidnesbyrd, med 
andre af kirkens medlemmer. Det kan 
være besvarede bønner, præstedøm- 
mets velsignelser, kærlige familie- 
medlemmers og venners inspiration 
og belønningerne ved at arbejde i 
kirkens hjælpeorganisationer. Send 
dem til ,, Mormon Journal" Inter- 
national Magazines, 50 East North 
Temple Street, Salt Lake City, Utah 
84150, U.S.A., eller til Den danske 
Stjerne, c/o Translation Services 
Department, Vodroffsvej 7, 1900 
København V. 

Ældste George Lee 

„Jeg kan takke 
Herren for alle 
mine chancer" 

Af Lawrence Cummins 



Ældste George Lee. De halvfjerds 
første Kvorum, fødtes den 23 marts 
1943 af navaho forældre i Towaoc i 
staten Colorado. 

Som barn boede ældste Lee med sine 
forældre i den hytte med lergulv i 
et reservat i Towaoc, Colorado, hvor 




han også var født. Der var ingen elek- 
tricitet eller andre moderne bekvem- 
meligheder. Men der var tolv børn 
i familien, og alle boede hjemme. 
,,Min far var noget for sig selv," siger 
ældste Lee. „Han kunne ikke tale 
engelsk og levede fuldstændigt sin 
egen kultur. Han var hyrde, elskede 
hårdt arbejde og troede ikke på det 
nyttige i at sove for længe. ,Lad aldrig 
solen stå op, før I er ude af sengen,' 
sagde han altid til os. 
Far lærte os værdighed og respekt for 
det modsatte køn. Han tilbad naturen, 
og selvom han ikke forbandt Guddom- 
men med noget personligt, fortalte 
han os, at landet, bjergene, dyrene, 
insekterne og alt, der voksede, var 
Guds skaberværk, og at det skulle 
beskyttes, undtagen når man be- 
høvede det som føde. Vi levede i nær 
tilknytning til alt levende. 
Når en klapperslange nærmede sig 
vores hytte, talte far sagte til den, 
hvorefter han forsigtigt løftede den op 
på en pind og bar den omkring hun- 
drede meter bort fra huset, lagde den 
på jorden og befalede den at holde sig 
væk, idet han forklarede den, at han 
ikke mente noget ondt med det. Min 
far og mor måtte gå 9 km for at hente 
vand og bære det hjem på skuldrene. 
Om vinteren, når vandet frøs på 
mesaen, huggede de isen i stykker og 
bar den hjem i en sækkelærredspose, 
hvorefter det blev smeltet til drikke- 
vand på ovnen." 

Det var et SDH-ægtepar ved navn 
Bloomfield, som drev en lille handels- 
plads ved Mancos Creek i Colorado, 
som først fik interesseret ældste Lee i 
evangeliet. Selvom han ikke tilbad 
Gud den evige Fader, således som 
han senere kom til at forstå ham, så 
havde George i vanskelige tider altid 
bedt til et himmelsk væsen, så længe 
han kunne huske. 

,, Noget, som virkelig har været en 
stærk og inspireret motivation, var 
en oplevelse, jeg havde, da jeg som 
syv-årig havde været syg i tre dage." 
Han siger at da sygdommen tog til, 
henvendte Irans forældre sig til 
medicinmanden om hjælp. 



„Mine forældre taler ikke engelsk," 
siger ældste Lee. „De holder sig helt 
til navaho, traditionerne." 
Medicinmandens forsøg hjalp ikke 
noget på den syge dreng. „I stedet for 
at gøre mig rask, blev det meget 
værre," siger han. „Efter tre dages 
forløb gik mit hjerte i stå. 
Min far lavede en kiste og klædte mig 
på til begravelse. Han lagde mig i 
kisten, lukkede låget til og sænkede 
mig ned i graven. 

Jeg må være vågnet op, da kisten 
ramte bunden af graven. Jeg begyndte 
at hamre på kistens låg, og mine 
forældre fik hurtigt kisten op og åbnet 
låget. 

Det første jeg sagde, var: ,Må jeg få 
en sodavand!'" 

Efter den oplevelse kaldet familien 
Bloomfield ham for „Sodavands- 
drengen". Men de var sikre på, at 
drengens redning ikke var nogen til- 
fældighed, og at han måtte have et 
vigtigt stykke arbejde at udrette. 
George Lee blev døbt, da han var ni år, 
og da han var elleve, var han en af de 
første elever i Indian Piacement pro- 
grammet. Under dette program boede 
han hos familien Glen Harker i Orem i 
staten Utah. 

Ældste Lee siger, at i sin skoletid 
„tænkte jeg ikke på mig selv som 
indianer. Jeg voksede op uden at 
lægge mærke til folks hudfarve. Det 
var noget jeg havde fra min far, som 
lærte mig at respektere alle men- 
nesker". 

Ældste Lee gennemførte en mission i 
den sydvestlige indianermission. 
I december 1967 giftede ældste Lee 
sig med en køn pige, Katherine 
Hettich, af Comache-stammen, og 
blev viet i Salt Lake Templet af ældste 
Spencer W. Kimball. Ældste og søster 
Lee har to sønner, Duane Michael, der 
er seks år og den fem-årige Chad 
Thomas, samt datteren, Tricia, der er 
ti måneder. 

Selvom George Lee stadig kun er først 
i trediverne, er hans akademiske 
resultater og talrige lederskabs- 
belønninger højst bemærkelsesvær- 
dige, uanset hvordan man betragter 



dem. Han har taget magistergrad 
i undervisning og har netop fuldført 
sin afhandling for en doktorgrad i 
pædagogisk administration. I 1974 
var han præsident for Ganado College 
i Ganado i Arizona, et to-årigt kolle- 
gium fortrinsvis for indianere. 
Hvor vigtigt alt dette er, så er dog det, 
der kendetegner George Lee mere end 
noget andet, hans kærlige og fuld- 
komnetro på Herren. Haneren ydmyg 
mand og vidnerom, at „jeg kan takke 
Herren for alle mine chancer. Jeg 
ønsker at være et redskab i hans hæn- 
der til at gøre godt og være noget for 
andre." 

Ældste Lee har forlængst anbragt 
kirken og sin familie forud for sin 
navahoafstamning. Hans nye opgaver 
som medlem af De halcfjerds første 
Kvorum og præsident over Arizona- 
Holbrook missionen vil give ham og 
søster Lee endnu større mulighed for 
at hjælpe vore brødre og søstre med 
at få evangeliets lys. 
Lawrence Cummins, der er medredak- 
tør af The Friend, virker som assi- 
sterende wardsekretær i Stratford 
East ward, Salt Lake Highland stav. 

Vi betalte vores 
tiende 

AF DANIEL AFAMASAGA BETHAM 

Jeg havde netop sluttet mig til kirken 
og ønskede at betale min tiende, men 
andre økonomiske forpligtelser tillod 
det ikke. En af disse forpligtelser var 
det månedlige afdrag på vores hus og 
5 hektar land, som vi havde købt med 
den klausul, at sælgeren havde ret til 
at overtage ejendommen, hvis vi und- 
lod at betale endenfor en frist af 14 
dage. Men efter i bøn at have bedt om 
vejledning i hvordan pengene skulle 
bruges, følte jeg, at jeg måtte undlade 
at betale mit afdrag og i stedet bruge 
pengene til at betale min tiende. 
Jeg var dybt bekymret over ikke at be- 
tale dette afdrag, fordi mange menne- 
sker var ude efter det stykke jord, og 
ejeren gerne ville have det tilbage, 
men vi stolede på Herren og vidste, 
at han ville finde en udvej for os, så 
vi kunne betale afdraget. 
Jeg havde som hobby opdrættet svin 



og havde haft vanskeligt ved at sælge 
dem. Nogle få dage efter at jeg havde 
betalt min tiende, spurgte en mand 
mig, om han kunne købe syv af vore 
svin og tilbød mig nøjagtigt det beløb, 
som vi manglede til at betale afdraget 
på jorden. 

Jeg spekulerede på, hvordan vi fortsat 
kunne betale tiende og bestemte, at vi 
måtte skære ned på fødevarer og 
andre udgifter for at have penge nok 
til at betale tiende. Men i stedet vel- 
signede Herren os påny. Det er i mit 
land næsten uhørt at få lønforhøjelse, 
men jeg blev snart efter velsignet med 
et løntillæg, der var stort nok til at jeg 
kunne betale tiende og for første gang 
begynde at spare lidt op. 
Min familie og jeg er virkelig blevet 
velsignet, siden vi sluttede os til kir- 
ken. Jeg virker som andenrådgiver i 
Apia Samoa West Stake præsident- 
skabet, og min kone underviser laur- 
bærpigerne og er organist i hjælpe- 
foreningen og søndagsskolen. 



Og jeg så et træ, hvis frugt var 
eftertragtelsesværdig, og som 
gjorde mennesket lykkeligt. 
Og det skete, at jeg gik hen og 
spiste af frugten, og jeg fandt, at 
den var overordentlig sød, sødere 
end nogen anden, jeg nogensinde 
før havde smagt. Jeg så også, at 
frugten var hvid, ja dens hvidhed 
overgik alt, hvad jeg nogensinde 
tidligere havde set. 
Og da jeg spiste af frugten, fyldte 
den min sjæl med ubeskrivelig stor 
glæde; derfor begyndte jeg at 
ønske, at min familie også skulle 
nyde deraf, for jeg vidste, at den 
var mere attråværdig end al anden 
frugt . , . 

Og jeg vinkede til dem, og jeg 
sagde også til dem med høj røst, 
at de skulle komme hen til mig og 
nyde af den frugt, som var mere 
ønskværdig end al anden frugt. 
Og de kom hen til mig og nød også 
af frugten. 

1 Nephi8:10-12, 15, 16. 



Jeg kunne ikke 
holde tårerne tilbage 

AF TONGA TOUTAI PALETU'A 
Emne: Tonga, vidnesbyrd 



I præsident Tonga Toutai Paletu'as 
patriarkalske velsignelse fremgik det, 
at han var ,,født langt væk fra de 
centrale Zions stave i en viis hensigt 
... for at fremme værket på jorden og 
for at tjene sine medmennesker". Lige 
fra han sluttede sig til kirken i 1942 har 
dette været mønsteret i hans liv. 
I mange år underviste præsident 
Paletu'a i offentlige skoler i Tonga. 
Derefter begyndte han i 1955 at under- 
vise i kirkens skoler. Han blev hurtigt 
chef for religionsafdel ingen ved kir- 
kens skoler i Tonga, hvor han tjente 
indtil 1974 samtidig med at være 
stavspræsident. På det tidspunkt blev 
han af præsident Spencer W. Kimball 
kaldet som præsident over Tonga 
Nuku'alofa missionen. Da han hørte 
præsident Kimball i telefonen, siger 
præsident Paletu'a: ,,blev jeg så be- 
væget i hjerte og sjæl, at jeg ikke 
kunne holde tårerne tilbage. Jeg følte 
vederkvægelse i hele kroppen." 
Præsident Paletu'a bærer vid- 
nesbyrd om, at han ,,uden tvivl ved, 
at Mormons Bog er endnu et vidne om 
Frelseren, Guds Søn, Jesus Kristus, 
kirkens overhoved. Mormons Bog 
indeholder evangeliets fylde og mine 
forfædres sande historie. Dette folk 
er af mennesker blevet kaldt tongane- 
sere, men jeg er stolt over at bruge det 
navn, som Herren har givet os — 
lamaniter. Min hud er måske brun og 
mørk, men jeg ved med sikkerhed, at 
mit blod er rent og fuldkomment, for 
det er Nephis, Lehis, Josefs, Jakobs, 
Isaks og Abrahams blod. 
Det er mit mål at få mine brødre til 
at spise af Livets Træ, sådan som min 
stamfader Lehi begærede det af sine 
sønner. Jeg ønsker, at mit folk skal 
spise af det træ, jeg vil bringe en 
Mormons Bog til ethvert hjem i dette 
land og til alle Lehis børn, både ade- 
lige og borgelige, til Israels hus, vor 
himmelske Faders elskede børn, så 
alle kan blive samlet i Zion." 



Det første af den genoprettede kirkes 
historie virker som et paradoks m.h.t. 
kirkens lederes interesse for de 
amerikanske indianere og de større 
lamanitiske grupper i landene. Denne 
interesse synes ved første blik slet 
ikke at stå i forhold til den mulige 
betydning disse mennesker kunne få 
for kirkens udvikling og dens skæbne. 
De første kirkelederes syn på vor tids 
lamaniter var optimistisk og helt i 
modstrid med den tids almindelige 
opfattelse. På en tid da indianerne 



blev regnet for „uddøende ameri- 
kanere", og hvor der ganske enkelt 
blev udlovet præmier for deres 
ødelæggelse i nogle stater og territo- 
rier, forudsagde kirkens ledere en 
strålende fremtid for dem . 
Da den nyligt oprettede kirke kæm- 
pede for at oprette sin organisation og 
i høj grad havde brug for erfarne og 
kvalificerede ledere, rettedes dens 
første formelle missionærekspe- 
dition, ikke mod de lovede be- 
folkningscentre i de nordøstlige 



stater, men mod de halvciviliserede 
indinaerstammer i vestlige områder. 
Denne indsats krævede helt og fuldt 
to af de mest prominente ledere i kir- 
ken, Oliver Cowdery og Parley P. 
Pratt, hvorved de i et stykke tid helt 
forhindredes i at yde deres bidrag til 
kirkens centraladministration. 
For den tilfældige, samtidige betrag- 
ter må denne tilsyneladende interesse 
fra kirkens lederes side for et inde- 
sluttet og afvist folk have syntes noget 
ulogisk og frugtesløst. Selv nogle af 



Blandede skæbner, 

lamaniterne og 

de sidste dages hellige 



AF DEAN L. LARSEN 
Emne: Mormons Bog, lamaniterne 







111 



præstedømmets ledere mente, at 
kirkens missionærindsats blandt 
lamaniterne repræsenterede en udfor- 
dring til deres tro. 

Ældste Wilford Woodruf sagde den 
12. januar 1873: 

,, Lamaniterne vil blomstre som en 
rose på bjergene. Skønt jeg tror på 
dette, er jeg villig til at sige her, at når 
jet ser den kraft, hvormed nationen 
prøver at udrydde dem fra jordens 
overflade, er opfyldelsen af denne pro- 
feti, sværere for mig at fatte, end alle 
de guddommelige åbenbaringer, jeg 
nogensinde har læst. 
Det ser ud, som om der ikke vil blive 
nok tilbage til at modtage evangeliet. 
Men uden hensyn til disse mørke ud- 
sigtervil hvert et ord, som Gud nogen- 
sinde har sagt, blive opfyldt, og lama- 
niterne vil, lidt efter lidt, modtage 
evangeliet." (Journal of Discourses, 
1 5 : 282) 

Skønt lamaniternes fremtid syntes 
mørk for hundrede år siden, retfærdig- 
gøres i vor tid den tro og det udsyn, 
som Joseph Smith og hans efterføl- 
gere udviste med hensyn til disse 
Herrens udvalgte folk. 
Historien, der begynder seks måneder 
efter kirkens organisation med den 
mission, som Oliver Cowdery, Parley 



Pratt, Peter Whitmer og Ziba Peterson 
udførte hos lamaniterne, er fascine- 
rende. I dens kapitler ses glimt af håb 
og skuffelser, udholdende tålmo- 
dighed og lidt efter lidt også af resul- 
tater. De sidste og mest dramatiske 
kapitler mangler endnu at blive 
skrevet. Det er et enestående tros- 
fremmende element i kirkens almin- 
deligehistorie. Dets grundlag er på en 
interessant måde sammenspundet 
med de profetiske løfter — det har 
holdt sig gennem årene siden Det 
gamle Testamentes tid — til resterne 
af et folk, med hvem Herren gjorde 
ubrydelige pagter. På den måde var 
ældsterne Cowderys, Pratts, Whit- 
mers og Petersons missioner begyn- 
delsen til et umådeligt drama, der har 
umådelig betydning for det forløsende 
arbejde, der skal udføres af Herren og 
hans tjenere i denne afsluttende evan- 
gelie-uddeling. 

Sidste dages hellige, som forstår Mor- 
mons Bogs oprindelse og indhold, bør 
ikke have svært ved at påskønne og 
forstå, hvorfor Joseph Smith var så 
fast besluttet på at påbegynde for- 
løsningsværket blandt sin tids la- 
maniter. Han havde fra guldpladerne 
oversat titelsiden til Mormons Bog. 
Denne titelside inbefatter følgende på- 



bud, som må have gjort et levende 
indtryk på den unge profets sind og 
sjæl: 

„Beretningen er derfor en forkortelse 
af Nephis folks optegnelser og af 
lamaniternes, som er en levning af 
Israels hus . . ." 

Herren havde eftertrykkelig godkendt 
denne forordning i en åbenbaring til 
Joseph Smith efter tabet af det over- 
satte manuskript, som han havde 
udlånt til Martin Harris: ,,Og dette 
vidnesbyrd skal komme til lamaniter- 
nes, lemueliternes og ismaeliternes 
kundskab, de, som er nedsunket i van- 
tro som følge af fædrenes ugude- 
lighed . . . 
Og netop i dette øjemed er disse 

plader blevet bevaret, som indeholder 
disse optegnelser." (L.&P. 3:18-19) 
Tænk på det ansvar, som Joseph må 
have følt over for dem, som havde be- 
varet de nephitisk-lamanitiske op- 
tegnelser. Formålet med hans liv og 
skæbne blev så sammenfiltret med 
deres, at de må have forekommet ham 
at være hans samtidige. Tænk blot 
på, hvor tungt disse ord, som Nephi 
udtalte, må have hvilet på hans sam- 
vittighed: 

,,Og da skal de overblevne af vor sæd 
få kundskab om, hvorledes vi kom ud 



8 



af Jerusalem, og at de nedstammer 
frajødeme. 

Og Jesu Kristi evangelium skal for- 
kyndes blandt dem, og således skal 
de atter komme til kundskab om deres 
forfædre og ligeledes til kundskab 
om Jesus Kristus, der fandtes blandt 
deres fædre." (2. Nep. 30:4-5) 
Enos' lidenskabelige bøn må også 
have efterladt et dybt indtryk på 
Joseph Smith : 

,,Og efter at jeg, Enos, havde hørt 
disse ord, begyndte min tro på Herren 
at blive urokkelig, og jeg bad til ham 
mange gange med megen inderlighed 
for mine brødre, lamaniterne . . . 
Og jeg havde tro, og jeg anråbte Gud, 
om han ville bevare optegnelserne; og 
han gjorde pagt med mig, at han ville 
overbringe lamaniterne dem i sin egen 
bestemte tid." (Enos 11, 16) 
Moronis største bekymring, da han 
indførte sine sidste optegnelser i sit 
folks historie, var de lamaniter, som 
ville forblive på deres landområder til 
de sidste dage. I begyndelsen af det 
sidste kapitel i den bog, som bærer 
hans navn, gør han det klart, til hvem 
han retter de rystende udfordringer 
og løfter, som vi nu så frit anvender på 
alle, som får lejlighed til at læse Mor- 
mons Bog: „Nu skriver jeg, Moroni, 
noget efter hvad der synes mig bedst ; 
og jeg skriver til mine brødre, lamani- 
terne . . ."(Moroni 10:1) 
Joseph Smith selv havde ikke megen 
lejlighed til direkte at belære efter- 
kommerne af folkene fra Mormons 
Bog. Ved en bestemt lejlighed fik han 
dog besøg af indianerhøvdingen 
Keokuk. Det var i sommeren 1841 i 
Nauvoo. Keokuk var ledsaget af 
Kiskukosh, Appenoose og omkring et 
hundrede høvdinger og krigere fra 
Sac and Fox stammerne og deres 
familier. Ældste B. H. Roberts be- 
retter om dette besøg : 
„Præsident Smith talte i lang tid til 
indianerne om det, som Herren havde 
åbenbaret til ham om deres forfædre, 
og fortalte om det løfte, der findes i 
Mormons Bog med hensyn til dem . . . 
Hvor må ikke deres hjerte have svul- 
met, mens de lyttede til profeten, der 
fortalte deres forfædres historie — 
deres oprejsning og fald; og de løfter, 
der blev givet dem om forløsning fra 
deres faldne stade!" 



I henhold til ældste Roberts svarede 
Keokuk Joseph i en tale, hvori han 
bl.a. sagde: „Jeg har en Mormons 
Bog i min wigwam, som du gav mig 
for mange måner siden. Jeg tror, at du 
er en stor og god mand. Keokuk ser 
streng ud, men jeg er søn af Den store 
Ånd. Jeg har hørt dit råd. Vi har i sinde 
at holde op med at strides og følge 
den gode tale, som du har givet os." 
(A Comprehensive History of The 
Church of Jesus Christ of Latter-day 
Saints, 2:88-89) 

Noget af det første missionærarbejde, 
som blev foretaget uden for USA og 
Canada, var rettet mod det lamanitiske 
folk. I 1844 åbnedes en mission på 
Selskabsøerne. Missionærerne blev 
forvist fra øerne i 1852 af den franske 
regering men fik i 1892 lov til at vende 
tilbage. 

Missionen i Hawaii blev åbnet i 1850, 
og flere år senere blev arbejdet ud- 
strakt til lamaniterne på New Zea- 
land. Alle disse missioner viste sig 
meget frugtbare. 

I 1851 rejste de første missionærer, 
ældsterne Parley P. Pratt og Rufus 
Allen, til Sydamerika, hvor de havnede 
i Valparaiso i Chile og fandt landet 
midt i en borgerkrig. 
Ingen permanent mission blev opret- 
tet, og missionærindsatsen i Syd- 
amerika blev udskudt til 1925, da 
ældste Melvin J. Ballard, ledsaget af 
ældsterne Rulon S. Wells og Rey L. 
Pratt, knælede i en lille skov af hæn- 
gepile nær bredden af Rio de la Plata 
i Buenos Aires i Argentina og indviede 
Sydamerika til forkyndelsen af evan- 
geliet. I sin bøn henviste ældste 
Ballard til det arbejde, som ville blive 
udført blandt lamaniterne i de syd- 
amerikanske lande. 
„Og vi bad også om, at vi måtte be- 
gynde at se opfyldelsen af de løfter, 
der findes i Mormons Bog, til de mil- 
lioner af indianere, som er efterkom- 
mere af Lehi i dette land, til de men- 
nesker, som så længe har været 
undertrykte, som har haft mange lidel- 
ser og vanskeligheder på grund af 
synd og overtrædelser, således som 
profeterne i Mormons Bog forud- 
sagde . . . 

Oh, Fader lad din Ånd påvirke dem og 
vise dem sandheden i alt dette, når vi 
og dine tjenere, som skal følge efter 



os, vil bære vidnesbyrd om dine 
kostelige løfter til denne del af 
Israels hus." 

I sin rapport om disse hændelser, 
tilføjede ældste Ballard denne be- 
mærkning: „Hver enkelt af brødrene 
talte kort ... De velsignede hinanden 
og følte at mange europæere i det 
land ville modtage evangeliet som 
følge af denne missions åbning, men 
at det store værk først og fremmest 
ville blive gjort for indianerne. Det blev 
en vidunderlig dag." {Sermons and 
Miss ion ary Services of Mel vin J. 
Ballard siderne 96-97, af Bryant S. 
Hinckley. Salt Lake City 1949) 
Ved kirkens generalkonference i 1879 
blev tre missionærer kaldet til at åbne 
en mission i Mexico City. Et tidligere 
forsøg (1876) på at oprette en mission 
i Mexico var ikke lykkedes. Senere 
forekom der afbrydelser i arbejdet 
som følge af revolutionen i Mexico. 
Ikke desto mindre er missionerne i 
Mexico nu blandt de mest frugtbare i 
verden, og en stor procentdel af dem, 
der er blevet medlemmer af kirken i 
Mexico kan hævde at være lamaniter. 
Folketællingen i 1960 i det land viste, 
at omkring 26 millioner af folket den- 
gang var af indiansk afstamning. 
Selvom mange andre missionærbe- 
stræbelser blandt lamaniterne i Nord- 
og Syd-amerika og på Stillehavsøerne 
er resulteret i usædvanlig succes 
gennem årene, er de mest dramatiske 
begivenheder under kirkens arbejde 
blandt lamaniterne forekommet i løbet 
af de sidste tyve år. Meget af den 
nyeste udvikling er for en stor del 
blevet motiveret af præsident Spencer 
W. Kimball, som i en lang årrække vir- 
kede som formand for Church Indian 
Committee (kirkens komité for indian- 
ske anliggender). 

Et udstrakt uddannelsessystem er 
blevet udviklet overalt på Stillehav- 
søerne, i Mexico, Mellemamerika og 
Sydamerika. Lige ved 16.111 elever 
går i kirkeejede skoler i Chile, Peru, 
Bolivia, Paraguay, Mexico, Fiji, New 
Zealand, Western Samoa, Tahiti og 
Tonga. Langt de fleste af disse elever 
er af laminitisk afstamning. De får her 
lejlighed til at udvikle deres talenter 
og lederevner, hvilket vil være af stor 
betydning for den stærke vækst som 
kirken forudser i disse områder. 



9 



Foruden de nævnte unge mennesker, 
som går i kirkens skoler de nævnte 
steder, er andre 13.000 lamanitiske 
unge tilmeldt seminar-klasser i for- 
bindelse med deres undervisning i 
offentlige skoler i USA og Canada. 
Omkring 1500 går på Brigham Young 
University i Provo i Utah og dets filial 
i Laiepå Hawaii. 

I dag er der organiseret over tredive 
stave i kirken i områder, hvor med- 
lemmerne for størstedelen er lamani- 
ter. Missionærarbejdet blandt disse 
mennesker går raskere end nogensin- 
de før. Man regner med, at der i kirken 
nu findes 350.000 medlemmer, som er 
af lamanitisk afstamning. Det er en 



smule over 10% af kirkens samlede 
medlemstal. 

For helt at kunne forstå profetien om 
disse ting, må man påny vende sig 
mod de inspirerede forudsigelser 
i Mormons Bog. Frelseren selv sagde 
til vore dages lamaniters forfædre, 
da han virkede blandt dem i Amerika: 
,,Og på den dag skal så Faderens 
værk begynde, ja, når dette evan- 
gelium skal prædikes blandt de over- 
blevne af dette folk. Sandelig siger jeg 
jer: På den dag skal Faderens værk 
begynde blandt de spredte af mit folk, 
ja, selv blandt de tabte stammer, som 
Faderen har ført ud af Jerusalem. 
(3. Nep. 21:26) 



10 




Og idet Mesteren citerede Esajas' ord, 
fortsatte han: „Thi bjergene viger, og 
højene rokkes, men' min kærligfred 
viger ikke fra dig, ej heller skal pagten 
med mit folk rokkes, siger Herren, din 
Forbarmer." (3. Nep. 22:10) 
Ældste Wilford Woodruff gav udtryk 
for vanskelighed ved at acceptere 
disse porefetier for et hundrede år 
siden, således som det allerede er ble- 
vet citeret. Men i lys af den nyere tids 
udvikling er det ikke vanskeligt at se, 
hvordan Herren har virket og stadig 
virker for at genrejse efterkommere 
af folkene fra Mormons Bog til deres 
plads blandt Israels stammer. De 
første brødres tro er ved at blive ret- 
færdiggjort. 

Selvom betydelige fremskridt er 
opnået, står vi kun ved morgengryet af 
lamanitemes dag. En stor gerning må 
endnu udføres af Herrens folk for at 
opfylde alt det, som Mormons Bogs 
profeter og vor tids kirkeledere har 
forudsagt. Et profetisk bånd sam- 
menkæder de lamanitiske og de 
sidste dages helliges skæbne. Ikke- 
jøder og lamaniter, som holder sig til 
Gud, har fået de samme løfter, med 
henvisning til vor tid, da gengivelsen 
af evangeliet ville ske blandt de ikke- 
jøder, som skulle eje dette land: for- 
talte Herrens engel Nephi: ,,Og det 
skal ske, at dersom nationerne vil lytte 
til Guds Lam den dag, da han giver sig 
tilkende for dem i ord og tillige i kraft, 
ja i sandhed til at tage deres anstøds- 
sten bort, 

og dersom de ikke forhærder deres 
hjerter mod Guds Lam, vil de blive 
regnet blandt din faders sæd, ja, de vil 
blive regnet til Israels hus, og de skal 
blive et velsignet folk i det forjættede 
land evindelig, de skal ikke mere bort- 
føres i fangenskab, og Israels hus skal 
ikke mere omstyrtes." (1 . Ne. 14:1-2) 

Dean L. Larsen er direktør for kirkens 
tidsskrifter og Instructional Materials 
for the Church, og virker også som 
regional repræsentant for De Tolv. 



Spørgsmål og svar 



Svarene er beregnet som hjælp til bedre forståelse men er 
ikke officielle bekendtgørelser om kirkens lærdomme. 




,, Nogle af mine venner mener, 
at det er tilladeligt at drikke 
vand, når de faster. Er det 
rigtigt?" 

Russell M. Nelson, hovedpræsident for søndagsskolen: 

Faste er noget meget personligt, som sædvanligvis ud- 
føres med et bestemt formål for øje. Derfor styrer fastens 
formål og den enkeltes særlige forhold fastens motivation 
og natur. 

De fleste af os faster som medlem af kirken og efter dens 
lov om faste. Sagt i almindelighed er der tre formål med 
en sådan faste. For det første for at forøge den individuelle 
ydmyghed og åndelighed. Dernæst for at skaffe hjælp til 
de trængende ved at bidrage med fasteofre, der svarer til 
værdien af den mad, vi ikke har spist. Og for det tredie 
for de fysiske fordele, man kan opnå derved. 
I Instruktions-håndbog for kirkens ledere (1968-udgaven) 
læser vi: ,,En passende iagttagelse af fastedagen består i 
at afstå fra mad og drikke ved to på hinanden følgende 
måltider, at overvære faste og vidnesbyrd- mødet og skæn- 
ke et rigeligt bidrag til biskoppen til brug for dem, der er 
i nød." (Side 27) Her er altså indtagning af vand ikke tilladt 
under fasten. 

Men lad mig straks advare — mod den vildledende tanke- 
gang, at hvis en smule af noget er godt, så er en mæng- 
de af det bedre. Det utilrådelige ved forlænget faste for- 
klaredes temmelig udførligt i juni 1972, i Bulletin for 
Præstedømmet. Det hedder her: „Vi har fået oplysning 
om, at flere af medlemmerne gennemføreren overordentlig 
langvarig faste. Det er ikke tilrådeligt, at de gør dette. 
Hvis der er et særligt anliggende, de skal faste for, er 
det tilstrækkeligt, at de faster én dag og derpå går til 



Herren i ydmyghed og bederom hans velsignelser." Derud- 
over har Joseph F. Smith klogeligt givet dette råd: 
„Mange er svage, andre har et skrøbeligt helbred, og atter 
andre ammer. Det forlanges ikke at sådanne mennesker 
faster. Forældre bør heller ikke tvinge deres små børn til 
at faste." (Gospel Doctrine, side 244) 
De rigelige bidrag til biskoppen forstås som prisen på 
mindst to måltider. Et rigeligt offer, der således reser- 
veres og indvies til de fattige, virker forædlende på sjælen 
og hjælper hver enkelt til at udvikle barmhjertighed, et af 
de ædleste, menneskelige karaktertræk. (Se 1. Kor. 13) 
De personlige fordele, der kommer af at faste, er betyde- 
lige. Skrifterne fortæller os, at en særlig slags ondskab 
„kun farer ud ved bøn og faste" (Matt. 17:21). Åndens 
herredømme over legemets appetit styrkes af fastens men- 
tale disciplin. Kraften styrker os i vor kamp mod andre 
fristelser, der kommer af fysisk appetit, der, hvis den lades 
ukontrolleret, ville være ødelæggende.for vort velbefinden- 
de. Selvom nogle er underkastet en fysik, der forhindrer 
faste, så vil de fleste mennesker ikke være undskyldt på 
dette grundlag. For mig bringer en heldigt gennemført 
fasteperiode med undladelse af at spise og drikke på faste- 
dagen en grad af selvtillid. Fasten er et virkeligt bevis, 
over for én selv og over for Gud, på vor taknemmelighed 
over hans gave til os, i form af helbred og styrke, som tilla- 
der os at kunne faste. Det er sandelig et stort privilegium 
og en velsignelse. 




„Vi hører så meget om familie- 
bånd i livet herefter, men vil vi 
også være i stand til at komme 
sammen med vore venner?" 

Harold Glen Clark, præsident for templet i Provo, Utah 



Efter afslutningen af vort jordiske liv, mødes vi alle i den 
verden for ånder, der har forladt det dødelige legeme. 

11 



(Se Alma 40:11) Her kan vore slægtninge og venner under- 
holde sig med hinanden under visse betingelser, nogen- 
lunde som her på jorden (se Profeten Joseph Smiths 
Lærdomme, side 427) Denne åndeverden er et sted, hvor 
man venter, arbejder, hviler og lærer. Her vil de fleste af 
os opholde os, indtil vi er rede til vor opstandelse, vor en- 
delige forløsning og domfældelse. Bagefter vil vi, efter 
vore oplevelser i åndeverdenen, komme til menneskets 
endelige og evigtvarende bestemmelsessted. Det sted 
bliver det rige, ved hvis love vi har levet. Det kan kaldes 
vort livs evige hvile. (Se L.&P. 76:89, 107-112) 
Hvem er det så, der vil møde hinanden i den kommende 
åndeverden? 

Bibelen fortæller os, at Jesu Ånd kom til denne åndever- 
den, efter at han var død på korset. Den angrende røver, 
som døde på korset på samme tid fik fortalt, at han den 
dag ville være i paradiset sammen med Jesus (Luk. 23:42- 
43). Derfor synes det, som om de retfærdige, de knapt- 
så-retfærdige, og de ligefrem onde mennesker allesammen 
il komme i den samme åndeverden. Den verden har for- 
skellige opholdssteder. For eksempel vil de, som var 
ulydige i Noas dage, være i den verden. Peter fortæller os, 
at da Kristus havde lidt døden, og hans legeme var anbragt 
i graven, gik han til de ånder, som havde været i forvaring, 
og prædikede for dem (1. Peter 3:18-20, 4:6) Gospel 
Doctrine, siderne 472-76; L.&P. 76:73-74) 
Vi ved således, at de retfærdige vil være sammen i ånde- 
verdenen og også besøge og forkynde evangeliet for de 
venner, som ikke har levet retskaffent. Imidlertid kan de 
uretfærdige ikke komme dér, hvor de retfærdige opholder 
sig. Der er en begrænsning eller et indelukke for vore 
venner, som har været ulydige eller onde, indtil det tids- 
punkt, hvor de viser tro på Kristus, omvender sig, accep- 
terer stedfortrædende dåb og bliver værdige til et bedre 
sted end dette åndelige fængsel. 

Præsident Joseph F. Smith sagde, at han i et syn så de 
ånder i forvaring, som var druknet i syndfloden på Noas 
tid. De blev besøgt af trofaste præstedømmemedlemmer, 
som belærte dem om evangeliet. Tempelarbejde for de 
ulydige og andre skulle udføres her på jorden. Således 
ville de få lejlighed til at acceptere eller afvise disse nyttige 
og nødvendige guddommelige ordinanser. 
Svaret på spørgsmålet, om vore venskabsforhold i denne 
åndeverden, er at de retskafne, som dør, nyder godt af 
et mere udbredt samkvem i åndeverdenen end de, som 
ikke har levet retskaffent. Vi vil kunne omgås alle vore 
venner, hvis vore hensigter er gode og vi har været ret- 
skafne. De uretfærdige kan, ved tro på Herren, Jesus 
Kristus, ved omvendelse og gode gerninger, dermed også 
godtagelse af stedfortrædende dåb, bryde alle den ondes 
lænker og slutte sig til en mere retskaffen kreds af venner 
i åndeverdenen. Indtil det sker, er de bundet til ophold 
et bestemt sted. 

Når vi drager fra åndeverdenen efter vor opstandelse, vil vi 
komme til et bestemt opholdssted. De, som fortjener en 
fylde af, hvad vor Fader i Himmelen har tilbudt gennem 
evangeliet på jorden og i åndeverdenen, vil få personligt 
ophold hos ham i det højeste rige i den celestiale herlig- 
hed. De, der fortjener et rige mindre end dette, vil aldrig få 

12 



ophold i hans nærvær. Hvis vore venner befinder sig i 
et lavere rige, og vi opholder os i Faderens nærvær, 
kan vi besøge dem, men de kan ikke komme til det sted, 
hvor vor himmelske Fader opholder sig. (L.&P. 76:77-88, 
109-112) Den begrænsede omgangskreds, der bliver dem 
til del, som kommer i de lavere riger, bør få os til at tænke 
alvorligt over hvilken indstilling og hvilke følelser, der 
egentlig behersker os. Vore handlinger bestemmer, hvad vi 
tænker og til sidst, hvilke venner vi vil have i evigheden. 
De følelser, vi har i dette liv, forandrer sig ikke, fordi vi 
dør. Hvorsomhelst vi er, kræver det en egen indsats 
at opbygge karakter. Der findes ingen let vej til tro, omven- 
delse og gode gerninger. (Se Alma 34:34) Hvor vigtigt er 
ikke denne smule tid, vi har her på jorden? 
Disse begrænsninger af friheden, som Herren taler om, er 
noget naturligt. Vor indstilling og vore handlinger giver os 
en adfærd eller en ånd, der betinger og afgør vort stade 
langt mere end stenmure. Denne ånd befrier os eller gør 
os ligegyldige eller begrænser os. For eksempel siger 
profeten Mormon, at de, som er urene, ville være mere 
ulykkelige ved at prøve at leve sammen med de hellige 
og retfærdige end de ville være i samkvem med dem, som 
er urene. (Se Mormon 9:4) Det synes kun naturligt, at vi 
ville føle os bedre tilpas og lykkelige sammen med dem, 
som vi har noget tilfælles med. Det svarer helt til forhol- 
dene her på jorden (L.&P. 130:2). Astronauter kan bevæge 
sig kluntet omkring i begrænset tid under ubehagelige 
forhold på månen, men de er altid glade for at vende til- 
bage til jorden. 

Kristus fortalte os om det bånd, der binder sande venner 
sammen. Han talte om det dengang, han blev afbrudt af 
sine disciple med en besked om, at hans mor og brødre 
ledte efter ham. ,,Hvem er min moder og mine brødre?" 
sagde han. Og idet han så på sine disciple omkring sig, 
sagde han så: ,,Se, her er min moder og mine brødre! 
Den, som gør Guds vilje, er min broder og søster og 
moder." (Mark. 3:31-35) Selvom vi har slægtskabsforhold 
ved blodets bånd og forpligtelser over for vore slægt- 
ninge, så bliver vi ikke rigtigt brødre og søstre for evigt, 
og, må vi tilføje, virkelige venner, før vi udfører vor him- 
melske Faders vilje. Ved at gøre hans vilje knyttes evige 
venskaber med Gud og de ædleste af hans børn. 
Med hensyn til familierne i livet herefter, så er familieen- 
heden indstiftet af Gud og har mulighederne for den 
højeste grad og det største omfang af venskab og kærlig- 
hed. Kun ethøjtideligtholdttempelægteskabgiverfuldendt 
venskab. Kun ved det sande familielivs privilegier og for- 
pligtelser kan man arve den højeste form for venskab og 
herlighed i Det celestiale Rige. (Se L.&P. 132:19-24) Vor 
himmelske Fader er vor bedste ven. Han er Fader til vore 
ånder. Vi har derfor også en moder til vor ånd, samt ånde- 
lige brødre og søstre. For at blive ham lig, må også vi 
blive fædre og mødre, viet på den måde, han har ordineret 
det, i hans hellige tempel. At leve i en familie på den måde, 
som Gud har sagt, betyder at have flest muligt gode venner 
og gode ting at tale om og dele med hinanden i al evighed. 
Venskab er således et helt fundamentalt princip i Jesu 
Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, udformet som pro- 
feten Joseph Smith sagde: „til at revolutionere og kulti- 

( fortsættes på side 23) 









Børnestjernen 










Illustreret af Sherry Thompson 



Jeg ved, at han lever 



En sandfærdig historie 
AF ALICE STRATTON 



Jeg havde den mærkeligste følelse, da hele familien 
tog af sted til kirke uden mig. Far og mor gjorde ikke 
nær så meget ud af det, som jeg havde ventet, da 
jeg, lige før det var tid at tage afsted, sagde: „Jeg 
vil ikke gå til møde idag". 

,,Nåda!" sagde bedstemor og løftede det ene øjen- 
bryn. 
„Hvorfor ikke, er du syg?", spurgte mor. 



,,Påen måde", svarede jeg. „Jeg er syg af at lytte til 
lange og kedelige taler." 

„Nåh, det lyder, som om vi her har en bare-halvvejs 
mormon", bemærkede far. 

„Jeg er ikke en bare-halvvejs mormon", protesterede 
jeg. „Jeg er mormon hele tiden." 
„Dit vidnesbyrd forekommer mig at være noget usik- 
kert", svarede far. 

13 



„Hvad har et vidnesbyrd at gøre med, om jeg går i 
kirke, når alt kommertil alt?" spurgte jeg. 
„Alt muligt", brød min søster Laura ind. „Hvis man 
ved, at evangeliet er sandt, så prøver man at gøre det, 
der forventes af en." 
„Øv, hvor du prædiker", indvendte jeg. 
„Hvad vil du gøre, mens vi er i kirke?" spurgte mor. 
„Jeg vil lege med Joyce og Joan og deres fætre." 
„Mødet er forbi klokken sytten. Du kan lege med dem 
bagefter", foreslog mor. 

De så allesammen på mig, som om jeg havde to 
hoveder. Jeg var flov. Kunne jeg ikke for en gangs 
skyld få lov til at være anderledes? Jeg kendte en 
masse fyre, som ikke skulle gå i kirke, og deres 
forældre gik heller ikke. 

„Hvis vi venter til efter kirke, kan vi ikke nå at blive 
færdige med hytten nede ved floden", forklarede jeg. 
Mor sukkede, idet hun rystede på hovedet: „Så far 
har altså ret. Vi har en bare-halvvejs mormon i fami- 
lien." 

En smule såret spurgte jeg: „Hvad mener du med 
det?" 

„Tænkdu selv over det", svarede hun. 
Og så tog familien afsted til kirken uden mig. Jeg var 
lige ved at løbe efter dem, da de gik ud gennem have- 
lågen, men så hørte jeg Laura sige: „Hun kan slet 
ikke undvære mødet. Hun indhenter os, før vi kom- 
mer hen til hjørnet". 

„Nå, det tror hun! Jeg skal vise hende", tænkte jeg. 
For at overvinde mine betænkeligheder, skiftede jeg 
hurtigt til noget gammelt tøj. Joan og de andre kaldte 
allerede på mig over hegnet. 

Jeg havde allermest lyst til at råbe til dem: „Jeg tager 
ikke med". Men i stedet for mødte jeg dem ved lågen. 
Det plejede at være spændende at gå ned til floden, 
men idag var der ikke noget ved det. Der var stadig 
tid nok til at forandre mening og tage i kirke sammen 
med mine forældre, selv om de tog tidligt afsted. 
Mens jeg stod dér og tænkte over det, spurgte Joyce: 
„Nåh, hvad tænker du på? Er din gamle kat død, eller 
sådan noget?" 

„Selvfølgelig, dumrian. Lad os så komme afsted", 
svarede jeg beslutsomt. 

Jeg havde ikke megen lyst til at gå, så jeg løb forud 
og fik de andre piger til at løbe efter mig. Da vi kom 
til floden, var vi helt stakåndede. 
„Så det er floden! Hvad særligt er der ved den?", 
tænkte jeg. Det er jo ikke andet end en grøft med 
en smule vand i! Og jeg, der troede, det ville være 
noget særligt!" 

Solen skinnede varmt, mit tøj klæbede til kroppen, og 
der var kommet en sten i den ene sko. Pludselig 
skreg Joyce: „Se dér! Nogen har maset vores hytte." 
Og det var rigtigt nok! Alt vores hårde arbejde med at 



skære pilegrene af og anbringe dem var spildt. Hytten 
varen ruin. 

Skuffet lod jeg mig falde ned på en stor sten i skyg- 
gen af et piletræ og rystede sten ud af skoen. En 
myg, der ikke var til at vifte væk, summede i ørerne. 
„Hvem gider også interessere sig for pilekvist- 
hytten?" sagde jeg kort for hovedet. 
Indigneret og med hænderne i siden stod Joan foran 
mig. „Hør nu her! Der er noget i vejen med dig. Hvad 
er det? Du var den, der syntes, at det var så vigtigt 
med den hytte." 

„Årh, jeg har det udmærket", sagde jeg. „Jeg skal 
bare tænke lidt i kan jeg ikke få lov til det? Hvorfor 
ikke lade mig være, og leg lidt med jer selv?" 
„Jo . . . kom her, piger! Lad hende bare sidde her og 
kukkelure", sagde Joan til de andre. „Den sidste i 
floden er en sumpskildpadde!" 
Så blev der en ståhej, idet pigerne smed sko og 
strømper, og så var jeg alene tilbage. 
Jeg sad og tænkte. Hvis jeg har brug for et vidnes- 
byrd, så må jeg hellere gøre noget ved det. Hele livet 
har jeg hørt folk stå op i kirken og sige, hvad de er 
taknemmelige for? At være taknemmelig er vigtigt. 
Vor himmelske Fader har nok ikke lyst til at velsigne 
os, hvis vi ikke er taknemmelige. Men et vidnesbyrd 
må være mere end det. Jeg tænkte intenst. 
Da Joseph Smith gik ud i skoven for at bede, så han 
Faderen og Sønnen. Så han havde et vidnesbyrd, han 
vidste, at Jesu Kristus var Guds Søn. Til trods for at 
det var sådan en varm dag, gav den tanke mig gåse- 
hud over det hele, og jeg rystede som af kulde. 
I søndagsskolen havde vi talt om, at en Guds engel 
kom ned og viste guldpladerne til de tre vidner til 
Mormons Bog. Så selvfølgelig havde de et vid- 
nesbyrd. 

Men jeg havde aldrig set en engel eller hørt stemmer 
fra Himlen. Så det er måske derfor, jeg havde det 
så skidt, siddende dér i alt snavset på en gammel sten 
i mit slidte tøj, mens mine søstre sad i kirken i 
deres stiveste puds ved siden af far, mor og bedste- 
mor. Og så slog det ned i mig som et lyn: Ingen 
i min familie havde set eller hørt noget som helst 
mere, end jeg havde! Og alligevel havde de deres 
vidnesbyrd. 

Jeg lænede mig tilbage mod klippevæggen og var 
lige ved at græde. Jeg ville også have et vidnesbyrd! 
„Vær sød at hjælpe mig, himmelske Fader", bad jeg. 
Ganske langsomt kom en dejlig, dejlig følelse over 
mig. Men jeg havde jo et vidnesbyrd. Jeg havde altid 
haft et. hvis jeg vidste, at Joseph vidste, og at de 
tre vidner vidste, at Jesus Kristus var Søn af vor 
himmelske Fader — så vidste jeg det naturligvis 
også. Hvor vidunderligt! Tårerne trillede ned ad mine 
kinder. „Tak, himmelske Fader", hviskede jeg. 



14 



Jeg løb ned ad skrænten til mine legende veninder. 
„Hej, kom allesammen", råbte jeg ophidset. 
,,Se en gang hvem der igen er blevet levende", sagde 
Joyce. Og ivrigt kom de hen til mig. 
„Kom her, lad os gå hjem. Det her er ikke en måde 
at tilbringe søndagen på", sagde jeg til dem. 
Genert sagde den ene af mine kusiner: ,,Mor og far 
ville aldrig lade os gøre det derhjemme." 
„Selvfølgelig villede ikke det", samtykkede jeg. „Og 
vi vil aldrig mere tage ned til floden om søndagen. 
Vi vil lave den hytte istand imorgen." 
„Så betyder hytten alligevel noget", spurgte Joan. 
„Selvfølgelig gør den det. Pilekvist-hytter er betyd- 
ningsfulde." 

Familien var allerede kommet hjem, da jeg kom. 
Jeg skyndte mig at stryge skammen af mig. Ingen 
syntes at bemærke mig undtagen mor. „Havde du det 
sjovt nede ved floden?", spurgte hun mig. 



„Jeg led", svarede jeg. 

Næste søndag var det fastedag, og jeg havde gemt 
på en hemmelighed for hele min familie. Jeg var den 
første oppe ved talerstolen, da det blev tid at bære 
vidnesbyrd. Jeg vidste nøjagtigt, hvad jeg ville sige. 
Men da jeg så ned på alle de mennesker, blev jeg 
bange. Mit hjerte hamrede, og min hals var helt tør. 
Jeg kunne ikke huske et ord af, hvad jeg havde plan- 
lagt at sige. På talerstolen lå en seddel med titlen på 
afslutningssalmen: „Han lever, vor Forløser stor". 
Rystende fra isse til fod tog jeg et dybt åndedrag 
og sagde: „Åh, hvorved jeg dog helt sikkert, at min 
Forløser virkelig lever". Tårerne begyndte at prikke i 
øjnene. Og bange for at jeg skulle græde skyndte jeg 
mig bare at sige „i Jesu Kristi navn. Amen". 
Da jeg kom tilbage til min plads, pressede jeg mig 
ned mellem Laura og far. Hans store, brune hånd 
lukkede sig over min, og hans smil var stort og varmt. 










£<<n 



~r*~- 



/ . < i d 



15 




Historier om Det øverste Præsidentskab 



Uden at han 
åbner en udvej 

AF PRÆSIDENT 
SPENCER W. KIMBALL 




Allerede som lille dreng besluttede præsident Kim- 
ball sig til at holde alle befalingerne fra Gud. En af 
hans drengehelte var Nephi, som sagde: „Jeg vil gå 
og gøre det, som Herren har befalet, thi jeg ved, at 
Herren ikke giver menneskene nogen befaling, uden 
at han åbner en udvej for dem, så de kan udføre det, 
som Herren har befalet dem" (1. Nephi 3: 7) 
I årevis havde præsident Kimbal I en perfekt mødedel- 
tagelse i både søndagsskole og i primary. En mandag 
var han ude på marken og stod på hølæsset og stam- 
pede hø for sine ældre brødre, da klokken i kir- 
kebygningen ringede som tegn på, at primary skulle 
til at begynde. 

„Jeg er nødt til at tage hen til primary," sagde han 
forsigtigt. 



Jeg troede, jeg kunne 
regne med dig ! 



AF PRÆSIDENT 
N. ELDONTANNER 




Jeg husker særlig godt en oplevelse, jeg havde, da 
jeg var en dreng på fjorten år. Min far var biskop. 
Der var et dødsfald i wardet, og han måtte afsted 
for at forberede begravelsen. Han bad min bror og 
mig gøre forskelligt, mens han var væk. Vi mente, at 
han ville blive væk et stykke tid, og vi bestemte os 
til at ride på nogle kalve, før vi gjorde det, som han 
havde bedt os gøre. Vi mente, at vi havde god tid, 
men han kom hjem, mens vi endnu red på kalvene, og 



Om at betale tiende 

AF PRÆSIDENT 
MARION G. ROMNEY 




Min familie var flygtninge fra Mexico. Min far og min 
onkel havde på samme tid forladt Mexico. De havde 
begge to store familier. De vidste, at det ville blive 
svært for dem at tjene til livets ophold i USA, for de 
havde ikke været i stand til at bringe mere med sig 
ud af Mexico, end de kunne have i en kuffert. Så de 
sluttede sig sammen og delte deres indtægter. Efter 
et kort ophold i El Paso i Texas rejste de sammen til 
Los Angeles, hvor de arbejdede som tømrere. Senere 
flyttede de til Oakley i staten Idaho, hvor de kunne 
leve med deres familier i sidste dages hellige om- 
givelser. Når den ene ikke havde noget arbejde, delte 
de den andens indtægt. Det var vanskelige tider for 
os. 

En vinter var min onkel arbejdsløs i Idaho. Det gav 
dem kun en indtægt på 80 dollars om måneden, de 
penge, som min far tjente ved at undervise på skolen . 
Der var sytten mennesker i de to familier, som skulle 
leve for 80 dollars om måneden. De skulle betale 
husleje. De måtte købe alt, hvad de skulle spise. Og 
de måtte købe brændsel, medmindre jeg gik ud på 
bjergskrænterne og under sneen fandt kviste, som 
så kunne bruges i ovnen derhjemme. Jeg holdt mig 



16 



„Du kan ikke gå derhen idag. Vi har brug for dig her," 

sagde de. 

,, Jamen, far ville lade mig gå, hvis han var her," 

svarede drengen. 

„Far er her ikke," sagde de, ,,og du får ikke lov til 

at gå." 

Høet blev kastet op hurtigere end før og begravede 

næsten Spencer, men endelig indhentede han dem. 

Lydløst lod han sig glide ned bag vognen, og han var 

halvvejs henne ved kirkebygningen, før hans fravær 

blev opdaget, og hans perfekte mødedeltagelse blev 

ikke slået i stykker dengang. 

Den samme beslutsomhed til at gøre det, som Herren 

ønskede af ham, viste sig senere under hans mission. 

Præsident Kimball var en storartet og aktiv mis- 



sionær. Mens han en dag var ude at ringe på folks 

døre, så han gennem den halvt åbnede dør et nyt 

klaver og sagde til kvinden, som lige skulle til at 

smække døren i for næsen af ham: „Jeg ser, at De 

har fået et nyt klaver." 

„Ja, vi har lige købt det," svarede hun med stolthed i 

stemmen. 

„Det er et Kimball-piano, er det ikke? Sådan hedder 

jeg også," sagde han, idet døren åbnedes en lille 

smule mere. „Kunne De lide at høre mig synge og 

spille for Dem?" 

„Meget gerne, kom indenfor," lød svaret. 

Og da han var kommet hen til klaveret, spillede og 

sang han „Oh, min Fader". Og det åbnede vej for 

mange efterfølgende samtaler om evangeliet. 



han kaldte os hen til sig. Selom han aldrig tidligere 

havde slået os, troede jeg, at han ville gøre det denne 

gang. Men han pegede bare på mig og sagde: „Min 

dreng, jeg troede, jeg kunne regne med dig." Det 

sårede mig dybt. Jeg kan næsten føle det samme, 
som jeg gjorde dengang. Jeg besluttede mig til, at 

han aldrig mere skulle have grund til at sige: „Jeg 

troede, jeg kunne regne med dig." 

Jeg besluttede også, at Herren aldrig skulle have 



grund til at sige: „jeg troede, jeg kunne regne med 
Eldon Tanner." Det har hjulpet mig meget i livet. Det, 
jeg lærte som dreng, har hjulpet mig hele livet. 



(Tale holdt ved Pago Pago områdekonferencens 
offentlige møde kl 1 4 den 1 5 februar 1 976) 



varm ved at grave kvistene frem, og mor holdt sig 
varm ved at stoppe dem ind i ovnen. 
Så kom spørgsmålet op i familierådet — skulle vi be- 
tale tiende af de 80 dollars? Hvis vi ikke gjorde det, 
ville vi have 40 dollars om måneden til familiens 
underhold, og min onkel ville også have 40 dollars. 
Hvis vi betalte tiende, ville hver familie kun have 36 
dollars om måneden. Jeg kan endnu huske det fami- 
lieråd. Vi bestemte os til at betale vores tiende. Og 
jeg blev sendt til biskoppen med pengene. Det var 
koldt, og jeg havde ikke noget varmt tøj. Jeg speku- 
lerede på, hvad der var i vejen med far. Men jeg lærte 
deraf og gennem mine forældres undervisning — jeg 
lærte dér sandheden i Herrens løfter. 
Jeg ved, at man får en dejlig fornemmelse, hvis man 
efterlever tiendeloven. Jeg husker engang, lige efter 
at min hustru og jeg var blevet gift. Jeg arbejdede, 
samtidig med at jeg gik i skole. Jeg arbejdede på 
posthuset otte timerom dagen og gennemførte fuldt 
kursus i jura. Vi havde mistet en baby, og havde en 
stor hospitalsregning at betale. Jeg bestemte mig til 
at sige op på posthuset og begynde at praktisere som 
sagfører. Jeg holdt op i september og undlod at be- 



tale tiende den måned, fordi jeg havde opbygget et 
lille pensionsfond, som posthuset skulle betale mig i 
november. Jeg tænkte, at jeg kunne betale min tiende 
med det beløb. Men det kom ikke i november, og det 
kom heller ikke i december. Jeg måtte det år meddele 
min biskop, at jeg ikke havde betalt en fuld tiende. 
Men jeg følte ikke godt ved det og førte regnskab og 
betalte i afdrag med 8 procent tillagt, indtil jeg havde 
betalt forskellen helt ud. Jeg havde en vidunderlig 
følelse, efter at jeg havde fået det betalt helt ud. Jeg 
vidste, at Herren havde forstået og accepteret, hvad 
jeg havde gjort. 

Jeg fortæller jer nu, hvad jeg ved af egen erfaring, 
og jeg bærer mit vidnesbyrd som en apostel for vor 
Herre, Jesus Kristus — Jeg er lykkelig over at bære 
dette særlige vidnesbyrd til hele verden under alle 
forthold — at der er fred og trøst og forsikring forbun- 
det med at betale en ærlig tiende, en rigelig tiedne. 
Hvis du nogensinde skulle komme til et punkt, hvor 
du ikke ved, hvor meget du skylder i tiende, så betal 
en smule mere. Det er bedre at betale for meget end 
at betale for lidt. 



17 




Da en næsten 1000 km lang tele- 
graflinie blev bygget for nogle år 
siden i Kenya i det sydlige Afrika, 
havde den kun været i brug nogle 
få timer, før der opstod vanskelig- 
heder. Til hovedkontoret i Nairobi 
indløb der meddelelse om, at en 
del af den nye linie ikke virkede. 
Et par af firmaets udrykningsvogne 
gjorde sig klar til at undersøge for- 
holdet. De pakkede deres værktøj 
og spændte revolverbælterne med 
de svære pistoler. En tredie mand 
på kontoret, en gammel jæger, 
betragtede med dårlig skjult mor- 
skab mændenes aktivitet. 
„Venter I knægte vanskeligheder," 
kluklo han. 
„Man ved aldrig," svarede den ene 



af de unge mænd alvorligt. ,, Når 
en telegraflinie er faldet ned kun 
en time efter, at den er sat op, så 
kan det være sabotage fra en eller 
anden vred stammes side." 
„Nonsens," vrissede den ældre 
mand. „Du har set for mange 
Tarzan-film. Sandsynligvis er det 
bare en af ,de store drenge', der 
har stukket hovedet for langt frem, 
uden at se efter, hvor han gik. Jeg 
advarede jeres chef mod at hænge 
ledningerne for lavt." 
Udrykningsfolkene havde travlt og 
lagde ikke vægt på den gamle 
jægers ord. De skyndte sig til 
deres vogn og satte af sted for at 
finde bruddet. 
Nogle kilometer borte fandt de 



AF MURRAYT. PRINGLE 
Illustreret af Dick Brown 

Slettens 
store dreng 



ivrige mænd problemet. Det var 
ikke forårsaget af en flok indfødte 
men af en trio af angste og kæm- 
pende giraffer! Dyrene havde be- 
væget sig med stor hast, da en af 
dem løb ind i tråden og rev den 
over. Girafferne blev så indviklede i 
tråden, at de næsten havde kvalt 
dem til døde, før de blev reddet. 
Efter denne hændelse lyttede tele- 
grafkompagniet til den gamle 
jægers råd og hævede telegraftrå- 
dene til en højde af 10 meter. Og 
sidenhen var der ingen vanskelig- 
heder med de langhalsede, stylte- 
benede dyr. I et land, hvor det 
mærkelige, usædvanlige og for- 
bløffende er noget dagligdags, er 
girafferne nogle enestående dyr. 
Nogle af dem er 6 meter høje. 
Meget af den højde skyldes deres 
forlængede halse. Forbavsende 
nok har giraffen kun syv halshvirv- 
ler, sådan som de fleste hvirveldyr 
har det. 

Giraffernes spraglede rygge skrå- 
ner stærkt nedad på grund af de- 
res ekstra lange skulderblade og 
større dybde i det forreste af krop- 
pen. Benene er alle fire af næsten 
samme længde. Nogle store han- 
giraffer vejer over 1100 kg. Køerne 
er næsten en meter mindre og. 
vejer mellem 425 og 450 kg. 
Til trods for dens imponerende 
størrelse er giraffen ikke et aggres- 



18 



sivt dyr. Den er vegetar og kan lide 
fred og ro. Engang var der store 
flokke af giraffer, som drog om- 
kring på det afrikanske kontinent, 
men da menneskene fandt ud af, 
at de var gode at spise, og at man 
kunne bruge deres svære skind, 
svandt deres antal hurtigt ind. 
Deres hud er så tyk (omkring 2,5 
cm) nogle steder, at en blødnæset 
kugle, affyret på nært hold, vil fla- 
des ud, snarere end at trænge ind 
gennem huden! 

Der var stor efterspørgsel blandt 
pionererne i Afrika efter seletøj, 
lange tømmer og piske, lavet af 
girafskind. Og dyrets kød blev ofte 
brugt som føde for de store vogn- 
tog. Også de indfødte holdt af 
kødet og brugte de stærke sener 
som buestrenge og til musikin- 
strumenter. Skindet blev brugt til 
at og forstærke og forskønne 
deres skjolde. 

Selvom giraffens lange hals 
sommetider bringer den i vanske- 
ligheder, hjælper den denne om- 
strejfer og drøvtygger, når den 
æder akacietræets højtsiddende 
blade og knopper. 
Dens højde hjælper også denne 
skabning med at gøre den velegnet 
til sin måde at leve på. Dens læber 
er også nyttige. De er lange, gode 
til at gribe, og de er meget stærkt 
behårede og beskyttes på den 
måde mod torne. Overlæben 
skyder sig et stykke frem over 
underlæben, og tungen — som- 
metider en halv meter lang — er et 
præcisionsinstrument til plukning 
af blade og kviste. Giraffen har 
ingen fortænder i overmunden, og 
tungen bruges til at trække blade 
og kviste hen over fortænderne i 
undermunden, hvorved de skæres 
af grenene. 

På grund af deres højde står de 
voksne giraffer nogle steder op, 
mens de sover. Den vane kræver 
mindre anstrengelse med at rejse 
sig og lægge sig, og den gør det 
også muligt at komme hurtigt 
afsted, hvis det pludselig bliver 



nødvendigt at flygte fra en fjende 
som f.eks. en løve. Alligevel 
lægger en giraf sig lejlighedsvis 
ned, idet den indtageren mærkelig 
stilling med halsen drejet bagud, 
og hovedet hvilende på bagdelen. 
En giraf er selskabeligt indstillet. 
Den lever nært knyttet til de andre 
giraffer i en flok fra fem til tyve. 
Ligesom elefanterne huserer de 
over store områder og undgår om- 
hyggeligt tætte skove, sumpe og 
mudrede terræner. Bevægelser i 
skove kunne medføre pludselige 
overfald, så den foretrækker hård, 
fast grund, fordi de lange ben, der 
støtter den svære krop, hurtigt 
ville synke ned, hvis giraffen prø- 
vede at komme frem over mudret 
grund. 

En gammel han-giraf kan være 
flokkens officielle leder, men det 
er hunnerne, der omhyggeligt hol- 
der vagt over ikke blot deres eget 
afkom men over hele flokken. At 
overraske en giraf er næsten 
umuligt, for den har sandsynligvis 
de bedste øjne af al le Afrikas større 
dyr, og den store højde giver en 
næsten ubegrænset udsigt. Den 
har også en højt udviklet lugte- 
sans. 

Altid på vagt, nærmer giraffer sig 
aldrig vandhuller, før de er sikre 
på, at der ingen fare er. Hvor der er 
rigeligt med vand, vil de drikke 
regelmæssigt og drikker omkring 
8 liter om ugen. De drikker aldrig af 
floder, og i tørre områder kan de 
klare sig uden vand i ugevis, idet 
de slukker deres tørst alene med 
de kødfulde blade, de æder. 
Giraffens plettede skind, rokken- 
de gangart og evne til at overleve 
med kun lidt vand, er sandsynlig- 
vis grunde til at den engang blev 
kaldt foren kamel-leopard. 
Når giraffer kommer i slagsmål 
indbyrdes, bruger de deres hoved 
— bogstavelig talt! Et par hanner, 
der slås med hovederne, kan 
sammenlignes med, at vi bliver 
ramt af 4 kg forhamre for enden af 
et 4 meter langt skaft. Veteraner 




fra mange af den slags kampe ken- 
der måder at undgå nogle af de 
stød, slag og den hovedpine, der 
følger med. Girafferne har et par 
korte, benede „horn", der er 
dækket med loddent skind. Disse 
horn bruges somme tider til at af- 
bøde eller aftage effekten af et 
stød eller slag. 

Noget usædvanligt ved disse 
kampe er, at de foregår i stilhed. 
Uden hensyn til, hvor hidsig kam- 
pen er, betragter begge dyrene 
deres fjende med et uforanderligt, 
melankolsk blik. I årevis var det al- 
mindeligt og forkert antaget, at 
disse dyr er stumme. Imidlertid 
kan man høre en girafko kalde på 
sin kalv med en lav ,,muhu"- 
lyd. Sommetider giver den udtryk 
for andre lyde, men kun sjældent 
under kamp. 

Giraffer æder om morgenen og om 
aftenen og hviler på den varme tid 
af dagen. Når de står fuldstændig 
stille, bliver de, på grund af deres 
plettede skind, bogstavelig talt 
usynlige mod en baggrund af aka- 
cietræer. Ved solnedgang er de 
igen på farten. De kan ses i fuld 
galop (omkring 50 km i timen), 
bevægende sig med en let ynde og 
rytme langs den afrikanske hori- 
sont. 

Afrika ville miste meget af sin 
spændende glød, hvis slettens 
„store dreng" skulle forsvinde fra 
scenen. 



19 




8 



7 

• .10 



•4 



•9. 
•M 



•40 



•41 




Bare for sjov 



43 




„ 30««26.24 
23 




54 



Hvem er bagved 
masken? 



49 



5' 2 f « 



50 



ujøfqa>jSBA ug :jbas 



Farvelæg alle de stykker, der er for- 
synet med en prik. 





mømm 



mm 






Mhd^^L^^J. 



STEPHEN 



„Jeg vil gerne bære mig vidnesbyrd 
og takke min himmelske Fader for 
mine mange velsignelser." 
Stemmen kom fra det bageste hjørne 
af kirkesalen. For de almindelige 
wardmedlemmer var det en velkendt 
stemme, og en, som de ofte hørte ved 
vidnesbyrdmøderne. 
En besøgende, som ville vende sig 
for at se, hvem der talte, ville få øje 
på en dreng, der bøjet over en køre- 
stol støttede sin spinkle krop med 
armene, mens hans ben hang slapt 
ned bag ham. Hvordan kunne denne 
synligt invalide dreng være tak- 
nemmelig for sine mange velsignel- 
ser? Hvilke velsignelser? 
Da han var fire år, afslørede en række 
undersøgelser, at Stephen Farrance 
led af en form for muskelsvind, der, 
hvis den fortsatte, som det hidtil var 
gået, ville betyde døden for ham, når 
han var tolv år. 

„Betydningen af, og det endelige ved 
lægernes dom gik egentlig ikke op 
for os," fortæller hans mor. ,, Stephen 
kunne gøre så meget forskelligt. Vi 
opmuntrede ham til at gøre sig uaf- 
hængig. Han havde sine regelmæs- 



AF PENE HORTON 
Illustreret af Ed Holmes 



sige pligter at udføre ligesom sin 
søster og bror. Og på et senere tid- 
spunkt, da senerne i benene trak sig 
sammen, så han var nødt til at gå på 
tæer, måtte vi tage nogle af hans 
pligter fra ham, men vi gav ham andre 
i stedet. Han gik i en normal skole og 
syntes at være kommet på sin rette 
hylde. 

Jeg husker, at en lærer fortalte mig, 
at hun havde kaldt Stephen og en ny 
dreng op til sit bord samtidig. Da 
Stephen kom derop, stemte han 
fødderne imod bordbenet og lagde en 
hånd på bordet. Den nye dreng sagde : 
,Er der noget galt?' Stephen svarede: 
,Mine fødder kan ikke lide at holde op 
med at gå, og det ta'r mig et minut 
eller to at få dem til det. Men tak alli- 
gevel, jeg har det fint nu.'" 
Stephen havde svært ved at sidde. 
Da han var tolv år, lå han gerne på knæ 
ved sin stol i klassetiden og det gav 
ham hård hud på knæene. Men han 
ville helst være med i det hele. Han 
fandt på måder, hvorved han kunne 
deltage i det, som de andre drenge 
gjorde. Året efter bestemte klassen 
sig til at lære square-dans, og læreren 



fortalte Stephen, at han kunne sætte 
sig ind i biblioteket, mens de andre 
dansede. 

,Men jeg vil meget hellere være med 
til dansen,' sagde Stephen til hende. 
Forbløffet sagde lærerinden: ,Men 
hvordan i alverden vil du gøre det?' for 
på det tidspunkt var han nødt til at gå 
langs vægge, han kunne støtte sig 
til, for han kunne ikke holden balan- 
cen uden. 

,Jo, jeg har tænkt over det, og jeg har 
fundet ud af, at jeg kunne passe 
grammofonen, skifte plader og se, 
hvordan trinene udføres. Så vil De få 
mere tid til at være hos eleverne og 
rette dem,' sagde han. Så han fik til 
opgave at passe grammofonen, skifte 
plader og se til." 

„Jeg har modtaget mange velsignel- 
ser, som jeg er taknemmelig for . . ." 
Jeg har f.eks. været pointtæller ved 
basketball i gymnasiet, været manager 
for et af pigeholdene, arbejdet på 
skolens avis og siddet på forskellige 
poster i elevrådet. Da han var opstillet 
som kandidat til at være kasserer, 
sagde han i sine kampagnetaler: ,, Alt 
hvad I har at gøre, er at sørge for at 
vælge én, der ikke løber med kassen!" 
Han blev valgt. 

Han interesserede sig ikke blot for 
aktiviteter i skolen. Hans familie 
havde sluttet sig til Jesu Kristi Kirke 
af Sidste Dages Hellige, da Stephen 
var otte år, så han tog aktivt del i kir- 
kens programmer. Han gik i primary, 
var aktiv ulveunge og fortsatte som al- 
mindelig spejder. Han blev forfrem- 
met i præstedømmet og omdelte nad- 
veren, til han en dag snublede. Den 
aften skrev han i sin dagbog : ,Omdel- 
te nadveren og snublede, der blev ikke 
spildt noget, men måske bør jeg ikke 
risikere det igen. Det er nok en for 
stor prøvelse for dem, der skal se 
på det.' Så fik han til opgave at minde 
de andre diakoner om, hvornår det 
var deres tur. Som lærer hjalp han 
med ved forberedelsen af nadverbor- 
det og var også sekretær for kvorum- 
met. 

Stephen stod op klokken 5.30 de fem 
dage om ugen i fire år for at gå til 
seminarklasser. Han opnåede to års 
100% deltagelse og et år med en 
enkelt forsømmelse. Året efter tog 
han med til en drama-festival sammen 
med det vindende hold og kunne ikke 



21 



på det sted finde noget tidligt morgen- 
seminar, så han kom til at forsømme 
fire gange. 

„Jeg vil gerne takke min himmelske 
Fader for mine mange velsignelser . ." 
Mens Stephen skaffede sig venner og 
fandt på nye ting at gøre, tog også 
sygdommen til. Hans hoved blev tyn- 
get bagover, fordi nakkemusklerne 
ikke længere kunne give den nødven- 
dige støtte. Når han langsomt be- 
vægede sig henad gangene i skolen 
og støttede sig til væggen, måtte han 
standse op nu og da for at hvile og 
derpå kikke fremad for at se, hvilke 
forhindringer der kunne være. 
Og folk kom med bemærkninger. Selv 
voksne mennesker kom hen' til ham og 
spurgte: „Hvordan kan det være, du 
ser sådan ud?" eller „Hvad er der i 
vejen med dig?" Og sommetider 
hændte det f.eks. i en restaurant, at 
folk troede, at han vare var en uop- 
dragen fyr og bad ham sætte sig or- 
dentligt eller ikke optage så megen 
plads. 

Generede det ham? 
„Nej, egentlig ikke. Hvis de vidste, 
at det ikke er med vilje, så ville de ikke 
tænke sådan," sagde Stephen. 
Hans ældre bror, James, begyndte at 
bære ham over skulderen. De lavede 
sjov ud af det, og folk var aldrig klar 
over, hvor alvorligt det egentlig var. 
Stephen tog først afsted til skole, og 
efter et stykke vej kom så James op på 
siden af ham, tog ham over skulderen 
og gav sig til at løbe med ham. 
Stephen opmuntrede ham med tilråd, 
og ofte kom de hurtigere afsted end de 
andre børn. 

Når James bar Stephen rundt i ind- 
købscentret hændte det, at opsynet 
fortalte dem, at sådan noget måtte 
man ikke lave. efter nogen tid blev 
Stephen venner med de fleste opsyns- 
mænd og de fandt så ud af at give 
ham en indkøbsvogn foran sig, som 
han kunne læne sig ind over eller 
støtte sig til. 

„Stephen blev venner med folk, fordi 
han tog sig tid til at lægge mærke til 
dem, Jeg husker en dag i indkøbscen- 
tret, at han sagde til mig: ,Et øjeblik, 
mor, lad os gå derover, jeg vil gerne 
tale med den fyr.' Han gik derhen, og 
han lykønskede manden med hans 
forfremmelse og spurgte ham, hvad 



hans nye arbejde gik ud på. Manden 
forklarede det, og de snakkede lidt 
sammen. Jeg spurgte Stephen, hvor- 
dan han vidste, at manden var blevet 
forfremmet. ,Jo,' sagde Stephen. 
,Ser du, man kan se det på guldstri- 
berne på deres uniform. Sidste uge 
havde kan kun én stribe, og nu har 
han to. Så jeg gik ud fra, at han måtte 
være blevet forfremmet.'" 

Stephens evne til at lægge mærke til 
folk som menneskelige væsener med 
fremgang og problemer var velkendt. 
En af hans skolekammerater op- 
summerer det på denne måde: „Selv 
i mellemskolen kunne man altid gå til 
Steve med sine problemer. Han var 
altid mere interesseret i andre men- 
neskers problemer end sine egne." 
En anden ven sagde: „Han var altid 
glad og uimponeret over sig selv. Han 
syntes, det var vigtigere at hjælpe 
andre mennesker, og det gjorde han 
hver dag. Han betød kun noget for sig 
selv, i den udstrækning det var nød- 
vendigt for at kunne vende tilbage til 
sin himmelske Fader. Hvilket fan- 
tastisk dejligt menneske. Han havde 
denne indstilling : ,Jeg vil ikke slås ud 
af mig selv.' 

„Jeg er taknemmelig himmelske 
Fader . . ." 

Han fulgte sin søster og bror i deres 
forsøg som skuespillere, mens de 
spillede, var han instruktør, lyd- 
mand , og forsøgte sig også som lysef- 
fektmand. Det gjorde han både i gym- 
nasiet og ved roadshows. 
„Vær ved godt mod, ældste. Din bror 
er beskæftiget i sin Faders gerning, 
ligesom du." 

Ingen tænkte på ham som invalid. 
Derhjemme var det underforstået, at 
der var visse ting, han ikke kunne. 
Som hans søster forklarede en af sine 
venner: „Stephen kan ikke løbe, jeg 
kan ikke tegne, og James kan ikke 
synge." De andre familiemedlemmer 
lærte, ved at leve sammen med 
Stephen, at have barmhjertighed, ikke 
bare over for ham, men over for alle 
mennesker. 

Stephen kom let gennem skolen med 
bedste karakterer i alle klasser, indtil 
de allersidste år, hvor anstrengel- 
serne ved blot at leve og bevæge sig 
tog det meste af hans energi. Allige- 
vel var hans slutkarakter den næst- 



højeste i gennemsnit. Han blev valgt 
til skolens „æreselev" af de andre 
elever og fik adskillige belønninger i 
skoleårene. Sidste skoleår vandt han 
et skolelegat og fik udmærkelse 
for godt kammeratskab. Han ledede 
også en timelang radioudsendelse i 
skolen. 

Han holdt taler i kirken med regel- 
mæssige mellemrum og havde fore- 
kellige stillinger i kirken. Wardets 
medlemmer holdt af ham og styrkede 
ham, samtidig med at de hentede 
styrke ved at betragte ham. Han virke- 
de som sekretær i Det aronske Præ- 
stedømmes GUF og var vicepræsident 
i sin institutklasse. 

Han var en bestandig støtte for mis- 
sionærarbejdet og indbød så ofte, 
som det var muligt, ældsteme hjem 
til sig. Stephen var begejstret den 
dag, da hans bror, James, modtog sin 
missionærkaldelse. Han frydede sig 
over forberedelserne og over at være i 
stand til at tage med til Salt Lake City 
for at aflevere James på missions- 
hjemmet der. Stephen var helt sikker 
på at også han ville komme til at 
udføre en mission, og han studerede 
flittigt for at berede sig dertil. Hans 
patriarkalske velsignelse sagde, at 
han ville komme til at udføre en mis- 
sion. Han forventede ikke noget så 
stort som at skulle gå ud og ringe på 
folks døre, men han var sikker på, at 
der ville være en plads for ham et sted. 
Men for hver dag blev han en smule 
svagere. Hans legeme blev mere og 
mere misformet, indtil han næsten var 
foldet fuldstændigt sammen og til- 
bragte al sin tid, vågen og sovende, 
hen over en stol. Han klagede ikke. 
Han accepterede forholdene, som 
de var. 

Hans sidste store indsats var da han 
skrev og ledede New Westminster 
Wards roadshow. Vancouver stav i 
British Columbia producerede de fore- 
nede roadshows fra alle ward. Da 
dommerne afgav deres bedømmelse, 
viste det sig, at Stephens roadshow 
havde vundet prisen for den bedste 
og mest alsidige underholdning. 
Da bifaldet døede hen, kom stavens 
ceremonimester til mikrofonen: 
„Stephen Farrance, forfatter til og 
assisterende instruktør af det vin- 
dende roadshow, døde nu til morgen. 



22 



Vi har holdt denne sørgelige nyhed til- 
bage indtil nu, fordi vi ikke ønskede 
at påvirke dommerne. Vi vil lykønske 
de optrædende og andre medvirkende, 
fordi de trods alt gennemførte 
forestillingen, og vil især takke 
Stephens familie, som udførte en så 
strålende gerning. Vi tilegner 
Stephen alle vore roadshow." 
„Hvordan kunne hans familie dog 

være her i aften?" var der nogen, 
som spurgte, og svaret lød: ,,Hvad 
andet kunne de gøre, efter at de har 
levet sammen med Stephen?" 
,,Jeg vil gerne bære mit vidnesbyrd og 
takke min himmelske Fader for mine 
mange velsignelser . . . takke ham for 
den sikre overbevisning om, at jeg vil 
modtage et fuldkomment legeme i 
opstandelsen, for min viden om, at 
Gud lever, at Jesus er Kristus, og at 
Joseph Smith er en sand profet. Jeg 
er taknemmelig for mit medlemskab 
af denne kirke ..." 
Stephen nød velsignelsen ved at have 
en god forstand, en levende sans for 
humor og evne til at se det egentlige 
i problemerne. Han samlede alt dette 
sammen og fuldførte et rigt liv, alle 
sine 18 år. Men han var ikke noget 
overmenneske, hverken i skabelon af 
dyd eller en helgen, men et varmhjer- 
tet, kærligt, normalt menneske med 
sine op og nedgangsperioder, sine 
sympatier og antipatier. 
Omkring det tidspunkt, da mange 
unge SDH mænd tager ind på mis- 
sionærhjemmet i Salt Lake City som 
start på deres to-års missioner, ful- 
dendte Stephen Farrance sin jordiske 
mission. Sendte vor himmelske Fader 
ham ud fra en tilværelse med ren 



kærlighed for at give os et eksempel 
til efterfølgelse? Er vi ikke allesam- 
men til en vis grad invalide i vor tan- 
kegang om ikke i vort legeme og har 
vi ikke behov for andres styrke? Var 
det hans mission at belære os om 
det? 

I et brev til Stephens bror, James, 
skrev stavspræsidenten : „Stephen 
havde et stort ønske om at følge med 
dig ud i missionsmarken. Nu har han 
modtaget sin kaldelse. Han er usæd- 
vanlig godt beredt til at forkynde evan- 
geliet og vil endnu udføre en stor 
mission. Men på sin mission vil han 
ikke have sin sygdoms tunge byrde at 
bære. Hans ånd står nu høj og oprejst, 
og han kan gå ud og forkynde evan- 
geliet med kraft og overbevisning, 
lige som du gør det. Vær ved godt 
mod, ældste. Din broder er beskæfti- 
get i sin Faders gerning, ligesom du 
er." 

Der blev holdt en mindegudstjeneste 
for Stephen i Vancouver stavsbygning 
i British Columbia. I stedet for at sen- 
de blomster opfordredes man til at 
bidrage til et fond, der skulle bære 
hans navn, og som hans tidligere 
gymnasium ville oprette. Hvert år 
skulle en afgående student, som 
havde „udvist fremragende vilje til at 
hjælpe andre unge mennesker — én, 
som var gået længere end det var hans 
pligt, i sand menneskekærlig ånd," 
— modtage en belønning på 100 
dollars og certifikatet: „Steves 
næstekærlighedspris". 
Vancouver stav har stiftet et „Stephen 
Farrance Memorial Sportsmanship 
Award", der skal gives til det seminar- 
hold, der hvert år viser den største 



omsorg for hinanden, efterlevelse af 
reglerne, oprigtig indsats, og god 
sportsånd under den årlige jagt på 
skriftsteder. 

Ved mindehøjtideligheden samledes 
medlemmer og ikke-medlemmer for at 
mindes Stephen. En skolekammerat 
talte om Stephens bidrag til skolen og 
hans skolekammerater. Han talte om 
hans mange talenter, hans ønske om 
at tjene og hans eksempel over for 
kammeraterne. Hans vejleder i 
præstedømmet talte om Stephens 
indsats i kirken, hans interesse for 
enhver udflugt, selvom han vidste, at 
han ikke kunne deltage, og om hans 
omsorg for brødrene i præstedømmet. 
Og hans biskop talte om Stephens 
åndelige indsats. Han mindede de 
tilstedeværende om det store, stærke 
vidnesbyrd, han havde, og om hvordan 
han benyttede enhver lejlighed til at 
bære det. Han talte om Stephens 
ønske om at tjene Herren på enhver 
måde. For første gang blev med- 
lemmer og ikke-medlemmer, der gen- 
nem Stephens kærlighed var blevet 
bragt sammen, opmærksomme på 
de mange sider af Stephens bemær- 
kelsesværdige karakter. 
Stephen levede i atten år. Han nåede 
meget, og han var et godt eksempel 
for os alle. Selvom han levede med et 
invalideret legeme og led megen 
smerte, døde han på den måde, som 
Frelseren lovede de trofaste: „De, der 
dør i mig, skal ikke smage døden; 
thi den er sød fordem." (L.&P. 42:46) 



(Fortsat fra side 12) 



vere verden og få krige og stridigheder til at ophøre og få 
folk til at blive venner og brødre." Den bedste ven er den, 
som har noget godt og evigtvarende, som han vil dele med 
andre. Profeten sagde også: „Hvis han er min ven — en 
sand ven, vil jeg være hans ven og prædike frelsens evan- 
gelium for ham og give ham gode råd." {Profeten Joseph 
Smiths Lærdomme, side 380) 
Sandheden er, at ingen af os nogensinde kan blive frelst, 



fuldkommen lykkelige eller fuldkomne, uden at vi gør alt, 
hvad vi kan for at bringe vor Faders evangelium eller vilje 
til vore kære og til vore venner, hvad enten de er levende 
eller døde (L.&P. 128:18) En del af dette omfatter arbejde, 
som kun vi kan udføre i Guds tempel. Tænk på de mange 
flere venner vi stadig kan få blandt dem, som overvinder 
mørke og manglende tro her og i livet herefter, fordi vi 
bragte dem tro på vor Herre, Jesus Kristus! Hvilken ven er 
ikke han, som bringer gode nyheder, håb, trøst, og gode 
råd, der fører mennesket til evigt liv med vor Fader i 
Himmelen! 



23 



Generalautoriteternes hustruer 
Søster Ida Jensen Romney 



AF MARUINE JENSEN WARD 
Illustreret af Ralph Reynolds 



Nogle forældre testamenterer deres 
børn landejendomme eller kostbare 
arvestykker af porcelæn. Men det, 
som Ida Jensen Romney, hustru til 
præsident Marion G. Romney, 
andenrådgiver i Det øverste Præsi- 
dentskab, modtog fra sine forældre, 
var af langt større værdi end noget så- 
dant. Hun fik en rig arv i evangeliet 
gennem de historierom sineforfædre, 
hun som barn hørte ved spisebordet. 
,,Min mormor var født i det nordlige 
Danmark," siger hun. „Hun havde en 
søster ved navn Minna, som arbejdede 
i byen for en SDH-familie. Selv om 
mormonerne ikke var særlig vel 
anskrevet i Danmark, gik Minna med 
dem i kirke om søndagen. 
I kirken elskede Minna en bestemt 
sang, som hun lærte udenad og sang, 
mens hun gjorde sit arbejde i huset. 
Det varede ikke længe, før hun blev 
døbt, men hun turde ikke fortælle sin 
familie om, at hun havde sluttet sig til 
mormonerne. En dag, hun var hjem- 
me, sang hun den sang, som hun så 
godt kunne lide. ,Oh, min Fader,' 
sang hun stille. Hendes mor lyttede til 
ordene og spurgte så: ,Hvor kender 
du den sang fra? Det er lige, hvad jeg 
har troet på hele mit liv.' Minna forkla- 
rede, at hun var blevet mormon. Og 
snart efter blev hele familien døbt." 
,,Den lille familie rejste fra Danmark 
mod Utah uden at eje mange materiel- 
le goder," fortsætter søster Romney. 
,, Minna døde på prærien uden at have 
nået at se Zion, men hele min store 
familie skylder hende usigelig tak for 
hendes vidnesbyrd. Vi ville ikke have 
været her, havde det ikke været for 

hende." 

Søster Romneys bedstefar var også 

fra Danmark. 

„Han forlod et frugtbart landbrug, for 

24 



at komme til Zion. Missionærerne for- 
talte ham, hvor vidunderligt det var at 
bo i Zion, og at han ville få tildelt 
16 hektar land, når han kom. Han blev 
sendt ned til Levan i det sydlige Utah 
for at kolonisere et land, der ikke var 
nær så grønt og frugtbart som det, 
han var rejst fra. Han havde mest lyst 
til at tage den første den bedste vogn 
og rejse tilbage til sit gamle land. Men 
bedstemor insisterede på, at de skulle 
blive. 

Jeg har lært, at vi skal yde ofre for 
kirken. Intet af, hvad Herren kræver af 
os er for meget, selv om det skulle 
være det sidste, vi gør i vort liv. 
Den aften min bedstemor døde, kaldte 
hun familien ind til sig ved sengen og 
bad dem synge sangen, ,Vi glædes og 
frydes'. Med sit sidste åndedrag bar 
hun vidnesbyrd om evangeliets sand- 
hed. Hun sagde: ,Jeg er glad for, at 
jeg har levet dette liv, som medlem af 
kirken'." 

Ida Romney blev født i Levan, Utah, 
den by, som hendes bedsteforældre 
havde været med til at kolonisere. 
Hendes forældre fortsatte traditionen 
ved altid at efterleve offerloven for 
evangeliet. Da hun var seks år, fik 
hendes far et brev fra Box B i Salt 
Lake City. Det var en kaldelse fra Det 
øverste Præsidentskab til at forlade 
kone og tre børn for at udføre en mis- 
sion til de nordlige stater i USA. 
,, ,Han rejste med 15 dollars og en gul 
ko,' fortalte min mor mig. Hun arbej- 
dede bestandigt for at holde min 
familie med sko og samtidig sende 
penge til far. Hun gav sig til at vaske 
og stryge for folk, passede de syge 
og syede også for naboerne. 

Min far kom hjem fra sin mission på 
min otte-års fødselsdag," fortæller 

søster Romney. „Mens han var væk, 



havde jeg lært at spille på vores gamle 
træde-orgel. Da mor så ham komme, 
fik hun mig til at spille ,Der er skøn- 
hed her på jord', så han kunne høre 
den, idet han kom ind ad hoveddøren. 
Han havde tårer i øjnene, da han gav 

os alle et knus efter to års fravær. 
Ikke længe efter at min far kom hjem 

fra sin mission, flyttede familien til 
Wasatch County, hvor vi boede på en 
gård. Da der ikke fandtes noget gym- 
nasium i nærheden, tog min søster og 
jeg til Provo til Brigham Young 
gymnasiet. Jeg villevære lærerinde. 
Mor plejede hver uge at sende os en 
kasse med fødevarer med toget ,Heber 
Creeper', og vi havde vores egen hus- 
holdning. 

Jeg fik mit lærercertifikat og flyttede 
med min familie til Idaho Falls," for- 
tæller søster Romney. Det var der hun 
fik sit eget vidnesbyrd, svarende til 
den standard, som hendes forældre 
og bedsteforældre levede efter. 
„Jeg blev kaldet som medlem af Idaho 
Falls stavssøndagsskolebestyrelse. 
Det var min opgave at undervise 
lærerne i staven i at give lektierne i 
deres egne ward-søndagsskoler. En 
mand i søndagsskolebestyrelsen var 
uddannet på University of Idaho. 
Hans hustru, der også var universi- 
tetsuddannet, kom gerne med ham 
til min klasse. Hun var ikke medlem af 
kirken. 

En dag handlede lektien om Joseph 
Smiths første syn, og da jeg begyndte 
at forberede den lektie, jeg skulle 
give, tænkte jeg på den kvinde. Det 
havde aldrig før generet mig at have 
hende i klassen, men pludselig følte 
jeg mig helt panikslagen over at skulle 
give den lektie med hende i klassen. 
,Hun er universitetsuddannet, en lærd 
kvinde,' tænkte jeg. , Hvordan kan 




25 



jeg fortælle den historie, når hun er 
der? Hun vil tro jeg er skør.' 
Jeg snakkede med min mor om det og 
sagde: ,Jeg kan altså ikke give den 
lektie. Jeg ved ikke, om den historie 
er sand.' Mor svarede: ,Men sikke dog 
noget at sige. Du ved jo godt, at den 
er sand.' 

Jeg svarede: ,Jeg ved kun, hvad jeg 
har fået fortalt hele mit liv, at Joseph 
Smith fik et syn. Jeg ved ikke, om det 
er sandt.' En sådan udtalelse an- 
fægtede min mor så meget, at 
hun græd. Til sidst sagde hun : ,Hvad 
gjorde Joseph Smith, da han følte, at 
han måtte vide, hvilken kirke, der var 
den rigtige? Du bør gøre det samme.'" 
„Jeg gik ovenpå," fortsætter søster 
Romney, ,,og bad, som jeg aldrig før 
har bedt. Jeg sagde: ,Lad mig vide 
for mig selv, helt sikkert, at kirken er 
sand. Lad mig helt sikkert vide det, 
men ikke alenefor min skyld, 'tryglede 
jeg. ,Jeg er nødt til at bære mit vid- 
nesbyrd forandre.' 

Den søndag gav jeg lektien helt ander- 
ledes end nogen, jeg før havde givet. 
Jeg genfortalte ikke noget. Jeg vidste, 
at det jeg sagde, var sandt, og jeg 
følteen fuldkommen glæde." 
Søster Romney er ikke fremmed over 
for et klasseværelse. Hun har haft 
kridtstøv på fingrene i mere end et 
skoleår, idet hun underviste både i 
Idaho Falls og ved Ricks College. Hun 
har også selv studeret til en magister- 
grad ved Utah State University, 
Brigham Young University og Uni- 
versity of Utah. 

Ida Jensen og Marion Romney mødtes 
første gang i Rexburg i Idaho, før han 
tog på sin mission. De mødtes påny, 
da hun var til en afskeds-fest for en 
fætter, der skulle på mission. De blev 
gift i september 1924. 
,,l disse første år af vort ægteskab, 
mens Marion studerede jura, var pen- 



gene små hos os," siger hun. „Vores 
yndlingsudflugt var en aften i Salt 
Lake teater. Sommetider havde vi ikke 
råd til at købe to billetter samme sted, 
så vi måtte sidde hver for sig, den ene 
oppe i galleriet, og den anden på gul- 
vet. Kun sjældent kunne vi klare de 
75 øre til sporvognen hjem." 
Ida Romney blinker, når hun taler om 
sin mand. De er et forelsket par, der 
aldrig er hørt op med at gøre kur til 
hinanden. Hendes yndlingstelefonop- 
ringning hver dag kommer fra ham. 
Han ringer fra arbejdet, uden hensyn 
til hvor travlt han har, for at fortælle 
hende, at han elsker hende. Til gen- 
gæld klipper hun artikler ud af aviser 
og blade, som hun mener, må interes- 
sere ham, og læser dem højt for ham, 
når han kommer hjem om aftenen. 
„Vi ler meget sammen," siger hun. 
„Han er det bedste, jeg ved." 
De to er eet. De er følsomme over for 
selv de uudtrykte tanker hos den 
anden. 

„For mange år siden, da vi endnu var 
nygifte, og Marion var ved at opbygge 
sin karriere, kom nogle venner til mig 
og bad mig opstille som kandidat til et 
politisk embede. De ville have mig til 
at være delegat ved en kommende 
kongres. Selv om chancen syntes in- 
teressant, sagde jeg nej tak uden at 
spørge min mand. Jeg huskede nem- 
lig engang tidligere, at han en aften, 
mens vi talte sammen, i spøg havde 
sagt: ,Lige nu er jeg kun kendt som 
søster Romneys mand.' Selvom han 
kun sagde det for sjov, vidste jeg med 
mig selv, at jeg aldrig ønskede, at han 

skulle føle det sådan." 
Ida Romneys tanker, hendes udseen- 
de, hendes udsyn og erfaring peger 
altsammen på, at hun er åndeligt ind- 
stillet. Livet har for hende ikke blot 
vist sig fråden lyse side: hendes før- 
stefødte døde ved fødslen; hun har 



engang brækket ryggen; og for nyligt 
ramtes hun af et slagtilfælde. 
„Uden hensyn til, hvilke små pro- 
blemer jeg har, så ved jeg, at Herren 
er nær. Jeg kan sige til ham : ,Du ken- 
der mig; du kender mine problemer. 
Jeg be'r om evnen til at acceptere 
dem.' 

Ingen af os har løfter om, at vi ikke 
ville komme til at møde livets prøvel- 
ser. Vi må allesammen udholde en vis 
grad af lidelser. Ingen af os undslipper 
døden. Det må vi bare leve med. Det 
er, når man står over for sådan noget, 
at man hører det tavse spørgsmål : 
,Hvor dybt forankret er din tro?' 
Vi har nogle børnebørn, som ofte om 
sommeren er ude at stå på vandski. 
Det er gerne om lørdagen. Jeg sad 
gerne hele dagen og ængstedes for 
dem. Men så sagde Marion en dag til 
mig : ,Hvad kan du gøre for at beskyt- 
te dem? Det er altsammen i Herrens 
hænder. Hvor dybt forankret er din 
tro?'" 

Søster Romney tror at „når man har 
gjort det bedste, man kan for en sag, 
må man tage konsekvenserne som de 
kommer. Man må sætte sin lid til 
Herren. 

Jeg har levet et langt liv, har set 
mange forandringer i verden. Da jeg 
var barn, kørte vi i hestevogne. Der 
var ingen af vor tids biler. Kun en 
enkelt ting har været bestandig 
gennem alt dette: , Verden vil bringe 
dig problemer, men Herren vil bringe 
dig fred.'" 



Maurine Jensen Ward er mor til to 
børn og hjælpeforeningspræsidentin- 
de i Chicago ward, Wilmett Illinois 
stav 



26 



Budskab til de unge 




Et konstruktivt liv 



AF ÆLDSTE LeGRAND RICHARDS 
af De tolvs Råd 



Hvis vi kan beslutte os til det, kan vi opstille mål, som vil 
hjælpe os til at opnå noget værdifuldt her i livet. Jeg 
håber, at DU vil sætte dig et mål, der omfatter noget kon- 
struktivt. 

Må jeg komme med nogle forslag? Lad mig begynde med 
en lille oplevelse, som jeg kom ud for, for et par år siden, 
da jeg havde tilsyn med missionerne langs vestkysten af 
Nordamerika. Jeg var oppe i den Alaska-Canadiske mis- 
sion, dajeg hørte denne historie. 

Mens missionspræsidentens datter gik i gymnasiet var 
hun heldig nok til at bringe en af sine veninder ind i kirken. 
Da sommerferien nærmede sig, sagde hun: „Far, jeg vil 
gerne bruge min sommerferie som missionær". Så kaldte 
han hende på en sommermission og sendte hende op til 
byen Anchorage i Alaska. Missionspræsidenten og jeg 
overværede en dåbshandling, som ældsteme havde arran- 
geret. Der blev døbt elleve mennesker, og de ni af dem var 
nogle som denne pige og hendes kammerat havde om- 
vendt. En af dem var en mand, der så ud, som kunne 
han besætte en hvilken som helst stilling i kirken. Efter 
dåben kom missionspræsidentens datter hen til mig, og 
med tårerne trillende ned ad kinderne sagde hun : „Præsi- 
dent Richards, jeg har aldrig før været så lykkelig". Denne 
unge pige satte sig et vidunderligt mål: Hun ønskede at til- 
bringe sin to måneders sommerferie med at virke som 
missionær. Og hvilken belønning, når ønsket er at samle 
skatte i himlen! 

For nogle år siden, da jeg var stavspræsident i Califomia, 
spurgte en biskop en ung mand, om han ville være villig 
til at bruge sine sommerferiemåneder som missionær. 
Han studerede til læge, men han var villig til at rejse. 
Ved du, hvad han gjorde? Han gik omkring til de drenge 
og piger, som han gik i gymnasiet med og sagde til dem: 
,,Min kirke har bedt mig gøre noget missionærarbejde, og 
det er jeg ikke så godt beredt til. Har I lyst til at lade 
mig få et par af jeres fritimer og øve mig på jer, så jeg kan 



være bedre forberedt, når ferien og min mission begyn- 
der?" Og' bare fordi han tænkte således, bragte han fire 
af disse skolekammerater ind i kirken! Der er muligheder 
allevegne rundt om os. 

Som Jesus udtrykte det: ,,Søg først Guds rige, og hans 
retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift" 
(Matt. 6:33). 

Det betyder, at vi har brug for at søge Guds rige, når vi er 
i skole eller for den sags skyld, hvorsomhelst vi er, eller 
hvad vi foretageros. Hvis vi har dét som vores ledestjerne 
i livet, vil vi kunne holde os på den lige og snævre sti. 
Vi vil nå det sted, som vi ønskerat komme til. 
Evangeliet forandrer vor tilværelse. Da jeg sammen med 
min hustru for nogle år siden var i Danmark, traf vi et ungt 
par, som netop var kommet tilbage fra en tur til templet 
i Schweiz. Hun sagde: ,, Broder Richards, vi har kun været 
medlemmer af kirken i seks år, og vi synes, at vi bare er 
seks år gamle. Vi vidste ikke, hvad livet drejede sig om, 
før mormon-ældsterne kom til vores hjem og fortalte os 
om evangeliet." 

Da jeg var missionspræsident i Holland, kom en mand 
forbi mit kontor en aften, og så at lyset var tændt. Han 
var på vej hjem efter at have gjort sit hjemmelærerarbejde, 
og han ringede på og sagde: ,,Jeg så Deres lys var tændt, 
så jeg mente, det ville interessere Dem, hvad jeg tænkte 
på, nu på vej hjem. Jeg tænkte på, hvem jeg var, og hvad 
jeg var, da missionærerne kom til mit hjem, og hvem jeg 
er, og hvad jeg er idag. Jeg kan ikke tro, at jeg er den 
samme mand. Jeg har ikke de samme vaner. Jeg har ikke 
de samme tanker. Jeg har forandret mig så meget, at jeg 
ikke kan tro, jeg er den samme." 

Må Gud velsigne jer allesammen, i henhold til jeres hjer- 
ters oprigtige ønsker og give jer ambitioner og ønsker om 
at leve, så I kan gøre noget godt i denne verden. Hjælpe 
med til at opbygge Guds rige på jorden. Hjælpe med til 
at gøre denne verden til et bedre sted at leve. 

27 



Hvor to eller tre er forsamlet 



AF GERALD R. SCHIEFER 



Familiebøn blev ikke praktiseret i mit hjem, da jeg barn. 
Første gang jeg oplevede en gruppebøn var derfor i min 
bedstefars hjem, da familien knælede sammen. Jeg husker 
endnu den dejlige følelse ved det. Selvom jeg ikke forstod 
alt, hvad der foregik, fornemmede jeg, at vi talte med vor 
himmelske Fader, og følte den harmoni, enhed og kærlig- 
hed, der fandtes i familien dengang. Mindet om den en- 
hed har været til stor hjælp for mig i mine forskellige 
kaldelser i kirken. 

En af mine bedste oplevelser var en særlig ,,fireside" med 
de unge i mit ward. Jeg var deres biskop og en af de unge 
piger bad mig bede for dem. Vi bøjede alle hovedet, mens 
jeg bad til vor himmelske Fader for de unge i mit ward, bad 
om at de måtte få styrke til at modstå Satans fristelser, 
og efterlod dem min velsignelse, som deres wards biskop 
og fader. Ved bønnens slutning var vi fuldstændig forene- 
de i kærlighed. Ånden havde båret vidnesbyrd til os påny, 



at Jesu Kristi evangelium er sandt, at vi virkelig ar Guds 
børn, at der er en hensigt med os og at vi har et guddom- 
meligt mål her på jorden. Der var tårer i vore øjne, og vi 
følte vi havde et stort fælles formål, netop fordi vi bad 
sammen. 

Mattæus skriver, at Frelseren instruerede sine disciple 
med disse ord: ,,Hvad som helst to af jer her på jorden 
bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmel- 
ske Fader. 

Thi hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, dér er 
jeg midt iblandt dem." (Matt. 18:19-20) 

Bøn er således det middel, hvorved vi indbyder Ånden til 
at være hos os. Frelseren anvendte denne lære i åben- 
baringerne til profeten Joseph nogle måneder efter organi- 
seringen af kirken, hvor han belærte os om, at hvis vi er 
rigtigt indstillede, vil vi kun bede om sådanne velsignelser, 
som vi bør have, og at alt, hvad vi beder om, vil vi få. (Se 



28 




L.&P. 29: 6; 50: 29-30) Vi lærer også at vi hver især først og 
fremmest i udstrakt grad personligt må berede os og at 
det går forud for gruppebøn, at dette betyderen ransagelse 
og rensning af vort eget jeg og at vi i såfald vil være yd- 
myge nok til at modtage åndelig vejledning fra Helligån- 
den. 

Frelseren satte det store eksempel på gruppebøn i Fader 
Vor. (Se Matt. 6:9-13) Læg mærke til, at han siger „vor" 
og „vi", hvilket viser at den ene, som er blevet bedt om at 
lægge stemme til bønnen, beder for hele gruppen. 
Formålet med gruppebøn varierer selvfølgelig efter hvilken 
gruppe det er, bønnen bedes for. Men det primære formål 
er at forene alle de tilstedeværende, eller at forene deres 
tro hen imod et bestemt ønske. 

Et eksempel kan være en hjemmelærer og hans præste- 
dømmeleder, som knæler sammen, ydmyger sig for 
Herren, idet de tænker på hjemmelærerens familier, og 
senere de to hjemmelæreres bøn, før de tager ud sammen 
for at besøge familierne. Et andet eksempel kan være åb- 
nings- og afslutnings-bønnerne, der bedes for en forsam- 
ling, som f.eks. et nadvermøde elleret kvorumsmøde, hvor 
igen en enkelt beder om bestemte velsignelser over os alle. 
Mandens og hustruens fællesbøn er også en gruppebøn, 
ligesom forældrenes bønner sammen med børnene er det. 
Missionærkammerater knæler sammen ved hver dags 
begyndelse og slutning. Bønner ved lederskabsmøder, 
stavspræsidentskabsmøder, kvorum- eller hjælpefore- 
nings-møder, nadvermøder, søndagsskoler og også 
generalkonferencemøder, er allesammen gruppebønner og 
har alle nogle lighedspunkter, en enkelt har ansvaret for 
at tale for gruppen i taksigelse og bøn om Herrens vel- 
signelse over alle. Det indebærer at man er tilstrækkelig 
ydmyg og i harmoni med Ånden, så man gennem Helligån- 
den kan modtage kundskab om de velsignelser, der vil 
være gavnlige for hele gruppen. De andre i gruppen har 
også ansvaret for, for sig selv at gentage hvert enkelt ord 
og forene deres tro og bøn om de samme velsignelser. 
Hvis det blev rigtigt gjort i hver enkelt gruppebøn, ville vi 
modtage Herrens vidunderlige løfte: „Hvad som helst I 
bederom i tro, forenet i bønnen efter min befaling, det skal 
I få." (L.&P. 29:6) 

Nogle af mine allerdejligste oplevelser er kommet gennem 
gruppebøn. 

En sådan oplevelse havde jeg ved et møde med stavs- 
præsidentskabet og ældste James E. Faust, assistent til 
De tolvs Råd, ved en stavskonference. Midt under dette 
møde kom der besked om, at stavens hjælpeforenings- 
præsidentinde og hendes endnu ufødte barn var i fare for 
at miste livet på grund af komplikationer ved fødslen. Så 
snart vi fik beskeden, foreslog ældste Faust, at vi skulle 
knæle i bøn og forene vores tro, mens stavspræsidenten 
bad for denne søsters og hendes barns liv. Det var en 
berigende oplevelse, mens Ånden forenede os fuldstæn- 
digt i dette enkle formål at bønfalde Herren for denne 
familie. Før vores møde var forbi, kom der besked om, at 
moderen og det for tidligt fødte barn havde det godt. 



Jeg mindes en anden meget bevægende gruppebøn. Det 
var ved et vidnesbyrdmøde i en GUF pigelejr i de califor- 
niske bjerge. En ung GUF-pige var kommet i krigshumør, 
og det var kun lykkedes os at få hende til at tage med på 
lejr ved en fælles indsats. Den unge dame, som bad åb- 
ningsbønnen ved vidnesbyrdmødet, følte sig inspireret til 
at bede om at ,,dem i denne gruppe, som ikke har et 
vidnesbyrd, vil ydmyge sig, så de kan blive rørt af Helligån- 
den og modtage et vidnesbyrd, om at Jesus er Kristus, 
at Joseph Smith er hans profet, at kirkens præsident er en 
profet, og at evangeliet, som kirken forkynder, er sandt." 
Jeg er sikker på, vi var mange, der for os selv bønfaldt 
Herren, om at denne velsignelse måtte blive givet. 
Sådanne vidnesbyrd under stjernerne, med høje fyrretræer 
og rødgraner som baggrund, virkede sandelig inspireren- 
de. Henimod slutningen af mødet, da enhver af os følte 
os åndeligt berigede, og alle havde tårer i øjnene, rejste 
den unge, oprørske pige sig og fortalte om den åndelige 
opvågnen, hun netop havde følt, at hun havde modtaget et 
vidnesbyrd fra Helligånden om, at kirken virkelig er sand. 
Hun lovede at rette sig efter alle kirkens retningslinier og 
leve sådan, at hun ville være værdig til at blive viet i 
templet. Nogle år senere overværede jeg receptionen efter 
hendes tempelvielse. Igen opsendte jeg en taksigelse over, 
at vi havde været forenede i formål og bøn, så vi kunne 
opleve dette storslåede mirakel i de californiske bjerge. 
Ved en anden lejlighed havde jeg af stavspræsidenten fået 
til opgave at mødes med to brødre, som gennem et stykke 
tid havde oparbejdet hadefulde følelser for hinanden. Det 
blev snart klart, at mine råd ikke ville være til nogen nytte, 
så jeg bad dem slutte sig til mig i bøn. Jeg knælede og 
talte med Herren, hvorefter jeg bad hver ad dem, bede 
efter tur. Som vi alle tre sammen bad om enighed og til- 
givelse, svandt de gamle uoverensstemmelser bort, og de 
to brødre følte sig med tårer i øjnene genforenet i samar- 
bejdet i Herrens rige. 

Når jeg gennem årene har fået til opgave at tale ved stavs- 
konferencer eller til firesides i forskellige ward, har jeg 
altid intenst lyttet til åbningsbønnerne. Når den, der beder, 
sædvanligvis opsender en bøn for taleren, plejer jeg for 
mig selv at bønfalde Herren om, at denne velsignelse må 
ske fyldest. Vedkommende beder ofte om, der må være 
åndeligt fællesskab mellem den, der taler og dem, der 
lytter; også i sådanne tilfælde bønfalder jeg Herren om, at 
forsamlingen vil være modtagelig for det, som Ånden vil 
inspirere mig til at sige. 

Det er min erfaring, at bønner i grupper kan være så op- 
løftende og åndeligt berigende, som nogen anden oplevel- 
se, man kan have. Gruppebønnens gode virkning afhænger 
af forberedelsen hos den, der beder, og af det modtage- 
lige hjerte hos dem, som bønnen bedes for. 

Gerald R. Schiefer, der er elektroingeniør, aftjener i øje- 
blikket en et-års kaldelse som civil-videnskabelig rådgiver 
for U.S.Navy. Han bor i Virginia Beach ward i Norfolk 
Virginia stav. 



29 



EN ADVARSEL ER 
EN VELSIGNELSE 



AF IMMO LUSCHIN VON EBENGREUTH 
Præsident for templet i Schweitz 




Det er et privilegium at bære vidnesbyrd om den gudom- 
melige sandhed. Jeg er meget taknemmelig, fordi vi, som 
leder, har vor elskede præsident Spencer W. Kimball, som, 
så vidt jeg ved, er en Guds profet. Jeg er, på nuværende 
tidspunkt, også taknemmelig over, at jeg har det privile- 
gium at tjene i en stilling i kirken, hvor menneskene på 
jorden kan komme nærmære de ting, som ikke kan opp- 
fattes af vore fem sanser, men som ikke desto mindre, er 
fuldt ud ligeså virkelige, som ting man kan røre, endog 
mere virkelige, fordi disse åndelige ting aldrig vil forsvinde. 

Det er en meget sørgelig tilstand menneskene befinder sig 
i, i vor med en højt udviklet teknologi og den højeste leve- 
standard nogen sinde, at så megen viden om og indsigt i 
det egentlige formål med vort jordiske liv er gået tabt. Det 
ser ud til at vor tid virkelig er den tid, hvorom man siger: 
„æd, drik og vær lystig, thi i morgen skal vi dø." (2. Nephi 
28:7) Sandheden er, at dette jordiske liv mellem fødsel og 
død er mere end en tilfældig begivenhed, hvilket mange 
mennesker bedrages til at tro skal undyttes, så man får 
størst mulig fornøjelse ud af det. 

Sandheden er den, at dette vort jordiske liv blot er en af 
eksistensens mange faser. Til en vis grad er dette liv ba- 
seret på det, vi har opnået i livet førhen, det, som vi kalder 
forudtilværelsen. Der traf Guds børn beslutning om at 
komme til denne jord og blive prøvet, om „de vil gøre alt, 
hvad Herren, deres Gud, vil befale dem." (Abr. 3:25) Og det 
er lige præcis, hvad vi er ved nu, vi er ved at forberede os 
til vor næste prøvestand, hvilket vil være den endelige prø- 
vestand for alle. 

Jeg vil nu citere fra Mormons Bog, Alma 34:32, hvor en af 
Guds store mænd, en fremragende prædikant ved navn 
Amulek, siger som følger: „Dette liv er tiden, da menneske- 
ne skulle berede sig til at møde Gug; ja dette livs dag er 
den dag, da menneskene skal udføre deres arbejde. „Se, 
dette er meget klart og ikke til at tage fejl af. Derpå fort- 
sætter han: „ . . .Jeg beder jer om ikke at udsætte jeres 
omvendelsesdag til enden; thi dersom vi ikke benytter vor 
tid i dette liv, da kommer der efter denne liveste dag, som 
er givet os til at berede os til evigheden, en mørk nat, hvori 
intet arbejde kan udføres." Dette betydere, at hvis vi ikke 
nu arbejder på at gøre os selv fuldkomne, med stor flittig- 



hed og opmærksomhed, vil vi ikke senere få endnu en 
lejlighed til at gøre det. 

Denne mørke nat repræsenterer tilstanden mellem den jor- 
diske død og opstandelsen og kan meget vel sammen- 
lignes med den nat, som følger efter de dage vi i øjeblikket 
oplever. De, der i løbet af dagen har udført gode gerninger, 
og derfor føler en tilfredsstillelse, vil befinde sig i en til- 
stand af hvile og ro, hvilket imidlertid ikke udelukker dem 
fra at være meget avtive i arbejde, som Herren finder det 
passende at tildele dem. Men de, som ikke udnyttede tiden 
her i dette liv, vil ikke være i stand til at nyde denne mørke 
nat, men vil blive plaget af erindringen om ugudelige ger- 
ninger og deres egen manglende evne til længere at til- 
fredsstille deres midlertidige lyster og ønsker. Et sådant 
menneske vil befinde sig i en meget sørgelig tilstand, fordi 
„den guddommelige retfærdigheds krav (vækker) hans 
udødelige sjæl til en levende bevidsthed om hans brøde, 
hvad der får ham til at vige tilbage for Herrens åsyn, og 
fylder hans bryst med nag og smerte og angst, som kan 
lignes ved en uudslukkelig ild, hvis luer opstiger i la evig- 
hed." (Mos. 2:38) . . .' 

Dette er en ligså rammende beskrivelse af helvede, som 
dem man kan finde i litteraturen. Og Amulek fortsætter. . . 
„I kan ikke sige, når I kommer til dette frygtelige tidspunkt: 
Jeg vil angre og omvende mig til min Gud. Nej, I kan ikke 
sige det, thi den samme ånd, som er i besiddelse af jeres 
legeme, når I går ud af dette liv, den samme ånd vil have 
magt til at tage jeres legeme i besiddelse i den evige ver- 
den. Thi dersom I har opsat jeres omvendelsesdag til dø- 
den, da er I blevet djævelens ånd underlagt og han be- 
segler jer som sine; thi Herrens ånd har forladt jer og kan 
ikke være hos jer, og djævelen har fuldkommen magt over 
jer... " (Alma 34:32-35). 

Det er en meget kærlig Fader, som gennem sine profeter 
giver os kundskab om alt dette, så vi bliver advaret om, 
hvad de uundgåelige følger af vore handlinger i dette liv 
bliver. 

En nat under anden verdenskrig, var jeg ved fronten og gik 
hen en sti, hvor jeg burde have kravlet . . . Stjernene skin- 
nede nok til, at man fra en anseelig afstand kunne se 
skygger bevæge sig, og pludselig lød er ligesom et skarpt 
piskesmæld lige foran mig. Nogen havde sendt et skud 
efter mig og havde heldigvis ramt ved siden af, hvorved jeg 
havde fået en meget velkommen advarsel, som mindede 
mig om, hvad jeg skulle have gjort. Fra det øjeblik kravlede 
jeg og var taknemmelig for advarslen, og fordi det kun var 
en advarsel. 

Må Guds ord, „talt . . . gennem sine hellige profeters mund 
fra fordums tid", (Ap. Ger. 3:21) hjælpe os til at genkende 
en advarsel, når vi trænger til at få en. Må vi legeledes 
indse vor Herre og Frelsers godhed, derved at han giver os 
en levende profet, som viderebringer Hans hensigt og vilje. 
Må Herren velsigne vor profet. Må han velsigne os, så vi 
vil regne vort nuværende liv på jorden for det, som det vir- 
keligt er, den sidste og afgørende forberedelsestid til den 
kommende tilværelse. Må den kommende tilværelse blive 
evigt liv for hver eneste af os; det beder jeg ydmygt om, i 
Jesu Kristi navn. Amen. 



30 




STJERNEN - 125 år 

Stjernen dateret 1. januar 1976 inde- 
holdt følgende pudsige historie, som vi 
gengiver i datidens ortografi. 
— I anledning af den ved Geo de Ur- 
gels Kapitulation foretagne fængsling 
af Stedets Bisp, meddelte et fransk 
Blad følgende Tildragelse. Som et af 
Overhovederne for den lille Republik 
Andorra har Bispen hverandet Aar 
modtaget et Deputat af 891 Franks og 
en god Liggehøne, hvilket overbragtes 
ham af tre Sendebud. 
Men for et par Aar siden, traf det så 
uheldigt, at Hønen slap bort undervejs, 
og det var dem umuligt at få fat i den 
igen. Sendebudene faldt da på Knæ og 
bade Himlen at sende dem Hønen til- 
bage, men da Bønnen var beden, og 
de rejste sig, kunde de ingensteds op- 
dage Spor af nogen tobenet Skabning, 
hvorimod en ung vildfaren Gjed bevæ- 
gende kom hen til dem. De antoge da, 
at Gjeden var sendt derovenfra, og 
drog med den til Bispen, som forbau- 
set udbrød: „Men hvad er det, I bringe 
mig jo en Gjed?" — „Ja," svarede de, 
„det er en Gjed og dog ikke Gjed;" 
hvorpå den mest Veltalende forklarede 
Sammenhængen og bad om Kvittering. 
Bispen udfærdigede da et Modtagel- 
sesbevis, sålydende: „Af Republiken 
Andorras Sendebud har jeg modtaget 
en Gjed, som først var Høne." 



Visdomsordet passer 
for alles evner. 

Er vi blevet så svage, at vi ikke er eg- 
net til at kaldes hellige? 
Visdomsordet er tillempet efter alle 
deres evner, som „er eller kan kaldes 
hellige". Lyt ikke til de lærdomme, som 
fremsættes af mennesker, eller måske 
af en ældste, som siger, at Visdomsor- 
det ikke passer i dag, thi et sådant 
menneske vil til sidst blive ødligt . . . 
Jeg ved, at intet andet end en fast, lige 
kurs kan frelse et menneske i Guds 
rige. 

Herren har sagt os, at stærke drikke 
ikke er gode. Hvem er han, som tør 
sige, at de er gode, når Herren siger, 
at de ikke er det? Den mand, som si- 
ger: „Jeg kan drikke vin eller stærke 
drikke, og det vil ikke skade mig," er 
ikke klog. Men nogen vil måske sige: 
„Jeg ved, at det gjorde mig godt, for 
jeg var udmattet og svag ved en be- 
stemt lejlighed, og det oplivede mig, 
og jeg blev styrket derved, og det er 
tilstrækkeligt bevis for mig." 
Det er det måske for dig, men det vil 
det ikke være for en, der er klog, thi al 
spiritus af den slags vil kun fremkalde 
en større mathed, når den er holdt op 
med at indvirke på det menneskelige 
legeme. Men du ved, at du har gavn af 
den. Ja, det ved den mand, som har 
pantsat sin ejendom, og som ved, at 
han er befriet for sine øjeblikkelige 
vanskeligheder, men hans midlertidige 
lindring binder kun trældommens bånd 
endnu stærkere om ham. 
Herren har ikke ordineret stærke drik- 
ke til maven, men til at vaske vort lege- 
me med. 

Og atter, tobak er ikke for legemet, ej 
heller for maven, og det er ikke godt 
for mennesket, men er en urt for kvæ- 
stelser og for sygt kvæg, at anvende 
med omdømme og visdom. 
Tobak er en kvalmende, stinkende, af- 
skyelig ting, og jeg er forbavset over, 
at noget menneskeligt væsen kan tan- 
ke på at bruge den. For en ældste især 
vil det at tygge eller ryge det være en 
skændsel — han er ikke skikket til sit 
kald. Han burde først lære at holde 
Visdomsordet og derefter undervise 
andre. Gud vil ikke lade den mand, 
som bruger det, have fremgang. 



Og atter, hede drikke er ikke for lege- 
met eller for maven. Der er mange, som 
undrer sig over, hvad det kan betyde, 
om det hentyder til te eller kaffe, eller 
ikke. Jeg siger, det hentyder till te og 
kaffe. 

Hvor kan det være, at vi ofte er så slø- 
ve og matte? Det er, fordi vi bryder 
Visdomsordet, sygdom tærer på vort 
legeme, vor forstand bliver formørket, 
og vi fatter ikke de guddommelige ting; 
djævelen drager fordel af os, og vi fal- 
der for fristelsen . . . 
Lad os holde fast ved dette: lad de hel- 
lige være forstandige; lad os lægge vor 
dårskab til side, og lad os adlyde Guds 
befalinger; så vil vi blive velsignet af 
den store Jehova for tid og evighed. 
Vi skal være sunde, stærke og kraftige. 
Vi skal være i stand til at modstå syg- 
dom, og visdom vil krone vore råds- 
forsamlinger; vore efterkommere vil 
blive mægtige, og vil rejse sig og kalde 
os velsignede. Zions døtre vil blive 
smukke, og deres sønner vil blive 
glæden på hele jorden. Vi skal berede 
os for Jehovas hensigter, for Guds 
rige, for Jesu genkomst i hans herlig- 
hed; fra Zion skal komme den fuldend- 
te skønhed. Gud vil stråle; Zion vil bli- 
ve ophøjet og blive hele jordens pryd. 
(Af en tale, holdt af patriarken Hyrum 
Smith i Nauvoo, og offentliggjort i „Ti- 
mes and Seasons" den 1. juni 1842. Hy- 
rum Smith blev født den 9. februar 1800, 
og myrdet i Carthage den 17. juni 1844). 



Hvem vil stemme 
for at lukke 
Kirkens aktiviteter? 

Sidste søndag stemte jeg for at lukke 
Kirken — ikke med vilje, heller ikke af 
ondskab - men jeg stemte uden at 
tænke over det, tankeløst, dovent og 
ligeglad. Jeg stemte for at lukke dens 
døre, så dens vidnesbyrd kunne blive 
standset. 

Jeg stemte for at lukke den åbne Bibel 
— den Bibel, som var blevet givet os 
gennem års kamp og gennem de mar- 
tyrers blod, som døde, for at vi kunne 
få den at læse. Jeg stemte for at stand- 
se forkyndelsen af evangeliets strålen- 
de sandheder. Jeg stemte for, at bør- 



31 



nene i søndagsskolen ikke længere 
måtte lære historierne fra Bibelen og 
ikke længere løfte deres stemmer til 
sang. 

Jeg stemte for, at korets og menighe- 
dens sang skulle standse, og at de ik- 
ke mere skulle synge til Herrens pris. 
Jeg stemte for, at alle Kirkens missio- 
nærer skulle kaldes hjem, alle de loka- 
le funktionærer skulle holde op med at 
prædike, ethvert hospital, enhver skole 
skulle lukke. Jeg stemte for, at alle 
missionærprojekter skulle standses, 
enhver god, retfærdig og sand indfly- 
delse i vort samfund skulle indskræn- 
kes og til sidst standses. 
Jeg stemte for overtroens mørke, for 
syndens ødelæggende indflydelse, for 
uvidenhedens fordærv og for egen- 
kærlighedens forbandelse, at de endnu 
engang kunne kaste deres ødelæggen- 
de byrde på skuldrene af en allerede 
overbebyrdet verden. 
Jeg stemte for alt dette. For se, jeg 
kunne være gået og jeg burde være 
gået, men jeg gjorde det ikke. Jeg 
blev hjemme fra Kirken sidste søndag! 
Fra Deseret News. 



En åbenbaring 
til boligministeren 

Boligminister Helge Nielsen har fony- 
lig udtalt sig om noget han kalder 
„egnscentre" dvs. bysamfund af en 
bestemt størelse som ville være det 
ideelle både miljømæsigt, befolknings- 
mæsigt-og på andre områder af stor 
betydning for trivsel. Han sagde bl. a. 
at ca. 20.000 mennesker ville være pas- 
sende i et sådant egnscenter. 
Vores informationstjener Jørgen W. 
Schmidt lod ikke denne lejlighed gå fra 
sig og han skrev straks til boligmini- 
steren: 

„Deres udtalelser om og betragtninger 
over „egnscentre" forekommer os 
medlemmer af Jesu Kristi Kirke af sid- 
ste Dages Hellige for helt ovenud fan- 
tastisk rigtige. . . . 

. . . Joseph Smith udarbejdede i 1833 
en plan der skulle benyttes ved opbyg- 
ningen af kirkens byer. Disse byer var 
planlagt til at rumme mellem 15-20 000 
indbyggere, de samme tal De operer 



med. Et tilfælde, eller noget andet? I 
hvert fald interessant." 
Jørgen Schmidt medsendte Will. E. 
Berretts bog „Den genoprettede kir- 
ke", hvor Joseph Smiths planer står på 
siderne 77 -79, 133. 
Boligministeren svarede: 
„Jeg vil hermed gerne takke for mod- 
tagelsen af Deres brev og for modta- 
gelsen af bogen. Det har glædet mig, 
at De finder mine synspunkter om 
egnscentre rigtige. Jeg kan oplyse, at 
miljøministeriets planstyrelse for øje- 
blikket arbejder videre med tankerne 
om egnscentre, og jeg har derfor sendt 
kopi af Deres brev og bogen til plan- 
styrelsen." 

Nu ved boligministeren lidt om hvor de 
rigtige ideer kommer fra. Men Jørgen 
Schmidts reaktion er et godt eksempel 
til efterfølgelse. Lad os benytte enhver 
lejlighed til at give udtryk for vor kir- 
kes synspunkter, de er nemlig sande. 



Kvindens stilling i samfundet 



som Mormonkirken ser den 
N. ELDON TANNER 



„Hvilken kvinde kunne ønske sig no- 
gen større ære eller hyldest end den, 
hun får ved at have en mand, der el- 
sker og påskønner hende? Verdens 
ros og ære må svinde hen til noget 
ubetydeligt, hvis hun sammenligner 
den med den kærlighed og anerken- 
delse, der udvises hende i ord og 
gerning af dem, der står hende nær- 
mest, og som hun holder mest af. 
Lige fra begyndelsen har Gud gjort 
det klart, at kvinder er noget særligt, 
og han har også meget klart define- 
ret hendes stilling, pligter og skæbne 
i den guddommelige plan. Paulus si- 
ger, at manden ikke er noget uden 



kvinden og kvinden ikke noget uden 
manden. Gud nævner, at vi, i forbin- 
delse med dette store parnerskab, 
aldrig må glemme, at en af kvindens 
største privilegier, velsignelser og 
muligheder er at være Guds medar- 
bejder til på lige fod med ham at 
bringe hans åndelige børn til verden. 
Kvindernes „frigørelse", uafhængig- 
hed, sexuelle frihed, børnebegræns- 
ning, fri abort og anden underfundig 
propaganda er altsammen Satans me- 
toder til at ødelægge kvinden, hjem- 
met og familien — samfundets grund- 
vold. 
Nogle af de mest effektive midler for- 



uden radio, tv og kulørte blade er 
spekulationen i pornografi, hvor kvin- 
den nedværdiges og skammeligt an- 
vendes som sexsymbol — sexudbytte, 
som nogle siger. Usømmelig påklæd- 
ning, narkotika og spiritus er de 
umådelige gifte, der fører til dyder- 
nes, kyskhedens og til selve livets 
ødelæggelse. 

Det er mere end vigtigt, at vore unge 
piger holder sig fra sådanne gifte. De, 
der er piger i dag, vil være voksne 
kvinder i morgen, og det er nødven- 
digt, at de bereder sig til det. Mon I 
kan forestille jer, hvordan fremtidens 
verden vil være hvis pigerne i den 



32 



grad er umoralske, at de ikke vil be- 
lære om dyd i deres hjem, og bør- 
nene, hvis der er nogle, ikke vokser 
op inden for ægteskabets hellige 
ramme? 

Ægteskabet er indstiftet af Gud, og 
vi må gøre alt, hvad vi kan, for at 
styrke de bånd, der skal gøre vore 
hjem stærke og for at øve os i at 
være levende eksempler, så vi kan 
lære vore børn Guds veje, som er de 
eneste, hvorved de kan finde glæde 
og evigt liv herefter. 
Når vi opregner de mange vigtige an- 
svar en kvinde har i forbindelse med 
sine pligte som hustru, mor, hushol- 
der, søster, og for at vise kærlighed 
til sin mand og sin næste, må det 
være tydeligt for enhvermat disse ud- 
fordringer skulle kunne tilfredsstille 
hendes trang til at dyrke de talenter, 
interesser, skaberevner, og færdig- 
heder, samt den hengivenhed og 
energi, som så mange kvinder søger 
at få udløsning for uden for hjemmet. 
Kvinden er først og fremmest, som 
før nævnt, Guds medarbejder, idet 
hun skal bringe hans åndelige børn 
til verden. Hun kan ikke modtage no- 
gen større ære. Sammen med denne 
ære følger et enormt ansvar for at el- 
ske og passe disse børn, så de kan 
lære deres pligter som samfundsbor- 
gere, og hvad de må gøre for at kom- 
me tilbage til deres himmelske Fa- 
der. 

En mor har meget større indflydelse 
på sine børn end nogen som helst 
andre, og hun må gøre sig klart, at 
ethvert ord hun taler, enhver ting hun 
gør, ethvert svar hun giver, og ethvert 
indtryk hun gør på børnene ved sin 
påklædning, påvirker børnene og res- 
ten af familien. 

Brigham Young gav udtryk for den 
tanke, at moderen styrer menneskers 
og nationers tilværelse og skæbne. / 
Vi har lært, at en mand skal forlade 
sin far og mor og holde sig til sin 
hustru, og at de skulle være ét kød, 
en beskrivelse af det forhold, der 
skulle herske mellem en mand og 
hans hustru. Det siges, at der bag 
enhver god mand står en kvinde, og 
det er min erfaring, at det almindelig- 
vis virkelig er tilfældet. 
Der findes ingen større drivkraft for 
en mand end bevidstheden om, at 



hans mor, kæreste eller hustru har 
tillid til ham og holder af ham. Og 
mændene bør leve således hver 
eneste dag, at de kan være værdige 
til denne kærlighed og tillid. 
Åndeligt, moralsk, religiøst og i tro er 
der ikke mange mænd, som kan nå 
op på siden af en kvinde, der er op- 
rigtigt omvendt til evangeliet! Kvin- 
der er mere villige til at ofre noget, 
end mænd er, de er mere langmodige 
i deres ofre, mere ærlige i bøn. De er 
mandens ligestillede, og ofte overgår 
de endda manden, når det gælder 
livskraft, godhed, moral og tro. 
Og, piger, husk altid på, at 1 kan nå 
meget længere i livet ved hjælp af 
respekt end ved popularitet. Jeg vil 
opfordre jer mødre, døtre og kvinder 
til at forstå, at Satan er besluttet på 
ad ødelægge jer netop på grund af 
den mulighed, I har for at påvirke alle 
os andre til noget positivt i livet. 
Piger, hold jer dydige og værdige til 
en pæn ung mand, der ligesom I selv 
har holdt sig ren, således at I sam- 
men kan blive beseglet til hinanden 
med ægteskabets hellige bånd og 
skabe et hjem, hvortil Gud med glæ- 
de vil sende sine åndelige børn. 
Hele formålet med jordens skabelse 
var, at der skulle skaffes et sted, hvor 
Guds åndelige børn kunne komme 
og blive iført et jordisk legeme og 
ved at bestå deres anden prøvestand 
berede sig til frelse og ophøjelse. He- 
le formålet med Kristi mission var at 
skabe mulighed for udødelighed og 
evigt liv for mennesket. Der kunne 
ikke skænkes kvinden større ære end 
at få lov til at medvirke i denne gud- 
dommelige plan, og jeg vil uden om- 
svøb sige, at en kvinde vil kunne finde 
størstørre tilfredsstillelse og glæde 
og bibringe menneskeheden mere 
ved at være en forstandig og værdig 
mor, der opdrager gode børn, end 
hun kan i noget andet erhverv. 
Jeg kan ikke forestille mig moget dej- 
ligere end et hjem, hvor manden efter- 
lever sin religion og ærer sit præste- 
dømme, mens han hustru støtter ham 
hver eneste dag, et hjem, hvor der 
er kærlighed og harmoni, og hvor 
de sammen prøver at opdrage fami- 
liens sønner og døtre, så de alle kan 
komme tilbage til vor himmelske Fa- 
der. 



Lad mig gentage: Satan prøver at af- 
holde os fra den fulde glæde, der 
kommer ved at holde Guds bud. Han 
ved, hvor vigtigt familiesammenhol- 
det er. Han ved, at hele civilisationer 
har overlevet eller er omkommet i for- 
hold til, hvor stærkt eller svagt fami- 
liesammenholdet har været. 
Piger, bered jer til at påtage jer en 
mors rolle ved at opnå kundskab og 
visdom gennem en god uddannelse. 
Vi lærer, at Guds herlighed er intelli- 
gens. Derfor må vi alle være opmærk- 
somme på det, der sker omkring os 
og være parate til at forpurre Satans 
forsøg på at fravriste os vor guddom- 
melige skæbne. Vi mener også, at 
kvinder skal engagere sig i simfunds- 
anliggender, men husk altid, at hjem 
og born kommer i første række. Det 
kan ikke overlades til hvem som 
helst. Børn, som nyder godt af en 
mors kærlige omsorg, udvikler sig 
hurtigere på enhver måde end børn, 
der er overladt til institutioner eller til 
sig selv, uden at deres mor har mu- 
lighed for at elske dem og give udtryk 
derfor. 

Børn har brug for begge deres for- 
ældre. Når faderen er hjemme, må 
han sammen med moderen tage sig 
af de små børn, opdrage og hjælpe 
de ældre og være parat til at lytte og 
drøfte problemer med dem. Det er 
ved kærlighed, man etablerer et godt 
forhold til og god kommunikation 
med sine børn. 

Der findes ingen mere sikker måde, 
hvorpå en mand kan vise sin mangel 
på karakterstyrke, opdragelse og go- 
de egenskaber, end når han afslører 
sin respektløshed for kvinder eller 
gør noget, der virker nedsættende el- 
ler beskæmmende for kvinden. Det 
er uværdigt af en ægtemand at spille 
diktator eller at antage, at han står 
over sin hustru."